Lokalpolitik

Betal dog pengene tilbage af egen drift

Hvis man begår en alvorlig fejl, så siger man undskyld og retter den. Det turde være den almindelige norm i omgangen med andre mennesker, Anderledes er situationen åbenbart, når det er en offentlig myndighed, der laver brøleren. Både tilsynsrådet og Miljøstyrelsen har slået fast, så alle burde kunne forstå det, at Sæby Byråd brød loven, da det i 2001 pålagde erhvervslivet et miljøgebyr. Logikken er enkel: Kommunen har opkrævet penge på et ulovligt grundlag. Disse penge skal naturligvis betales tilbage. Længere er den ikke. Hvis det er borgeren, der skylder kommunen penge, er det jo bare at betale ved kasse 1. Derfor er det uværdigt, at Brian Pedersen (S) på tirsdagens byrådsmøde hårdnakket fastholder, at der ikke er opkrævet en eneste ulovlig krone. Uværdigt er det også, at byrådet med undtagelse af Flemming Sten (C) ikke vil betale pengene tilbage af egen drift, men kræver, at virksomhederne selv skal henvende sig. Man kan fremføre mange spændende teorier om, at virksomhederne sikkert slet ikke vil have pengene, fordi det er bøvlet rent administrativt. Men det er efterrationaliseringer, som er uklædelige og langt fra dækker også den enkle kendsgerning, at der er begået et lovbrud. Så kære medlemmer af Sæby Byråd: I havde ikke lov til at opkræve pengene. Betal dem dog tilbage af egen drift. Man skal helt sikkert være politiker for ikke at kunne forstå den logik.