Betaler elever for at samle ind

Mette Præstegård, der er formand for Røde Kors i Hirtshals, betaler elever fra Hirtshals Skole for at samle ind til Røde Kors' landsindsamling søndag 2. oktober.

Arkivfoto: Morten Stricker

Arkivfoto: Morten Stricker

- Jeg er desværre selv forhindret i at samle ind i år, og det sad jeg så og beklagede mig over til mit barnebarn, der går i 8. klasse. Og så var det, at vi fik idéen. De unge mennesker i folkeskolen kan jo samle ind - og så vil jeg give dem en gulerod nu, når jeg ikke selv kan være med, fortæller Mette Præstegaard. Konkret vil Mette Præstegaard betale et beløb svarende til 10 procent af det indsamlede beløb til elevrådet, der så vil holde en fest for skolens 7. til 9. klasses elever. Mette Præstegaard har fået skoleledelsens velsignelse til projektet, og har derefter været ude i klasserne og fortælle om initiativet. - Indtil nu ved jeg ikke, hvor mange elever, der vil indsamle. De melder sig til løbende, men det virker som om, der er en del. Jeg regner nok med at skulle af med en 1400 til 2000 kroner, fortæller Mette Præstegaard. Hun er ikke bange for at blive ruineret. - Jeg har skrevet til eleverne, at de ikke skal være generte for at hive mig i foret. Jeg synes det er dejligt på den måde at kunne give noget til både skoleeleverne og Røde Kors på samme tid, siger hun. Mangler fortsat indsamlere Mette Præstegaard fortæller, at der er plads til flere indsamlere i Hirtshals. Man kan enten bare dukke op i Røde Kors butikken, Svinget 8, søndag formiddag fra klokken 10. Eller ringe til Røde Kors.