Betaler selv studietid

Håber at indspille hos Tina Dickows producer i 2010

FREDERIKSHAVN:Mikkel Møl har en plan, men ved endnu ikke om den lykkes. - Jeg har en aftale om at vende tilbage og se om jeg kan komme til at indspille tre numre hos Dennis Algren i Århus i studiet Aaby roads. Han har blandt andet produceret for Tina Dickow og spillet guitar for hende. Dennis Algren skriver også sange og er en fed og dygtig producer, fortæller Mikkel. Planen er at have noget materiale at vise frem for at komme ud og spille med hans nye band Mikkel Møl band. De tre-fire numre på EP'en skal også sendes til diverse pladeselskaber. En investering - I dag gør langt de fleste musikere det på den måde. At de selv betaler studietid og så opsøger pladeselskaberne og spørger om det er noget, de vil udgive. Det betyder, at man selv kan bestemme, hvordan ens numre skal lyde, og jeg betragter det som en investering at gå i studiet, siger Mikkel Møl. Indtil videre har han indspillet tre numre og har netop lagt dem ud på myspace.com/mikkelmol - MySpace er et glimrende sted at gøre opmærksom på sig selv, men indspilningerne er lavet hjemme i mit eget studie, og jeg vil gerne have et mere professionelt materiale at sende ud. Mange ting at gøre Der er i det hele taget mange ting, han skal gøre. - Jeg skal ud og finde støttekroner, og hvis jeg får nogen med på at udgive en cd med os, så går jeg til Dansk Musikerforbund, der har advokater ansat til at nærlæse en kontrakt. Det skal der nok komme styr på.