EMNER

Betaling giver færre udlændinge

KØBENHAVN:Udsigten til selv at skulle betale for sit studieophold, får mange udlændinge til at droppe deres ansøgning til et dansk universitet. Det viser antallet af udenlandske ansøgninger, som Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har modtaget i år, skriver I dag - Industriens Dagblad. DTU modtog sidste år 1282 ansøgninger fra udenlandske studerende. I år er tallet faldet til 1043 - et fald på knapt 19 procent. - Vi havde et par måneder tidligere på året skrevet på vores hjemmeside, at udlændinge skal betale for at læse på DTU. Det har afholdt mange udlændinge fra at søge optagelse hos os, siger chefkonsulent Jakob Fritz Hansen, DTU. Universiteterne får fra næste år ikke længere penge af staten for at optage de udenlandske studerende fra lande uden for EU. Universiteterne må derfor selv opkræve studiepenge fra de udenlandske ansøgere, som det er tilfældet i de fleste andre lande. Reglen skulle være trådt i kraft i allerede i år, men er blevet udskudt til næste år. - Vi nåede i et par måneder at fortælle hele verden på vores hjemmeside, at det ville koste penge at læse på DTU allerede i år, og det har betydet en nedgang i vores udenlandske ansøgere, siger Jakob Fritz Hansen. På Aalborg Universitet har man til derimod skrevet, at der først fra næste år vil blive krævet penge for at læse på universitetet. Og det har betydet et ansøgningsboom. Aalborg Universitet modtog sidste år 824 udenlandske ansøgninger, og det tal er steget i år til 1569 eller 85 procent. Udlændinge fra lande uden for EU skal næste år betale 100.000 kroner pr. år for at studere på DTU, mens Aalborg Universitet endnu ikke har fastlagt beløbet. /ritzau/