Betinget dom for flaskekast

15-årig slap med betinget dom på 60 dages fængsel

HJØRRING:Straffen for at samle en flaske op, tage sigte og ramme en 14-årig dreng i nakken, bliver 60 dage i fængsel for en 15-årig dreng fra Hjørring. Dommen er betinget med en prøvetid på to år. Han blev også dømt for overtrædelse af våbenloven, og skal betale sagens omkostninger. Det agjorde retten i Hjørring i går. Sagen tog sit udspring under Dana Cup, hvor den dømte var til stede den 24. juli. Aftenens forløb forklarede den nu dømte i retten. En af den 15-åriges venner var i karambolage med nogle svenskere på hjørnet af Idræts Allé og Thomas Morilds Vej, og den 15-årige ville hjælpe. Den 15-årige truede svenskerne med et knojern, og de forsvinder. Han samlede en Smirnoff Ice-flaske op og så den samme ven som før, skændtes med en lille flok svenskere et stykke væk. Der var ingen slåskamp i gang. Alligevel smækkede den 15-åriges kammerat en 14-årig svensker én på hovedet. Så løb svenskerne væk. Den nu dømte tog sigte og kastede Smirnoff Ice-flasken efter den 14-årige svensker. - Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, forklarede den 15-årige i retten. Efter flaskekastet faldt den 14-årige svensker til jorden. Et kvindeligt vidne til episoden forklarede, at svenskeren lå i fosterstilling og græd, indtil der kom nogen og samlede ham op. I mellemtiden gik den 15-årige hjørringenser ned i byen, og hørte senere på aftenen, at svenskeren kommet til hægterne. Først næste dag fandt han ud af, at svenskeren var i livsfare. - Var du stolt over det, du havde gjort? spurgte politiassessor Aksel Stigaard. Det forklarede den 15-årige, at han ikke var, men vidnet forklarede i retten, at han efter flaskekastet havde virket som en "se, hvad jeg kan"-type, med skuldrene tilbage og brystet frem. Den 15-årige modtog dommen og efter domsafsigelsen sagde politiassessor Aksel Stigaard til den dømte: - Du har fået en enestående chance. Næste gang kommer du i fængsel. Så er politiets tålmodighed sluppet op. Den 14-årige svensker, som blev offer for flaksekastet, var repræsenteret af advokat Max Frederiksson fra Malmö. Han forklarede, at offeret er udskrevet, men han skal igennem en røntgenundersøgelse af hjernen og har synsforstyrrelser. Offeret anlægger erstatningssag mod den 15-årige.