Betinget dom for hustruvold og våbenbesiddelse

FJERRITSLEV:En 42-årig mand fra Fjerritslevs opland er i retten i Fjerritslev idømt 30 dages betinget fængsel og en bøde på 3000 kr. for vold og ulovlig våbenbesiddelse. Han var tiltalt for en dag i december i fjor at have givet sin daværende kone en lussing, og desuden for besiddelse af et dobbeltløbet haglgevær med 69 patroner. Manden erkendte sig skyldig i begge forhold og forklarede, at længere tids uoverensstemmelser med hans nu fraseparerede kone havde ført til, at han i afmagt havde smækket hende en på hovedet. Haglgeværet havde han købt af en bekendt, men aldrig benyttet. Den 42-årige modtog dommen, der har en prøvetid på et år, og han accepterede konfiskation af haglgevær og ammunition. nca