Vold

Betinget fængsel for vold

17-årig truede pædagog med kniv og slog ham i ansigtet

HJØRRING/BRØNDERSLEV:- Hold hænderne i lommen og kniven i skuffen. Med disse ord sendte dommer Ib Jensen i går en 17-årig ung mand ud fra retten med en betinget dom for vold, trusler samt ulovlig våbenbesiddelse. Den unge mand vendte tilbage til den institution ved Brønderslev, hvor episoden, han blev dømt for, fandt sted for godt to måneder siden. På institutionen, som han har været på siden år 2000, har man strikse regler for sengetiderne de aftener, hvor beboerne skal op igen dagen efter. Denne søndag aften klokken 22:30 nægtede den 17-årige at gå i seng, da en pædagog bad ham om det. Det blev ikke ved meningsudvekslingerne. På et tidspunkt kom den 17-årige ud fra sit værelse med en kniv. Selv om kniven lå med den flade side nedad mod pædagogens arm, så sagde pædagogen i retten i Hjørring i går, at han ikke følte sig truet i situationen, men det var tydeligt, at han var mærket af hændelsen, da han skulle genfortælle den i retten. Den tiltalte forsvandt igen ind på sit værelse, hvor han skruede højt op for musikken og nægtede at skrue ned. På et tidspunkt løber han ud af værelset og helt ud. Da han kom ind igen stod pædagogen for ham, og pludselig slog den unge mand pædagogen med en knytnæve. Slaget var så hårdt, at pædagogen fik en blodtud. Som i alle den slags situationer, så anmeldte institutionen hændelsen til politiet. Anklageren mente, at drengen, som ikke har været straffet tidligere, skulle have en betinget dom på 60 dages fængsel. Forsvareren bad om en tidsubestemt betinget dom. Det var det han fik med et års prøvetid. Derudover skal han betale sagens omkostninger Det vil sige, at hvis han gør noget lignende indenfor det næste år, så bliver sagen taget op igen og der bliver sat dage på straffen.