Betjent i livsfare efter skuddrama på Christiania

En betjent er hårdt såret og kan ikke erklæres uden for livsfare. En civil person er også ramt ved episoden

Arkivfoto: Michael Koch
København 1. september 2016 06:10 - Opdateret 1. september 2016 12:35

KØBENHAVN: En menneskejagt er natten til torsdag i gang i København, efter at tre personer - heriblandt to politibetjente - onsdag aften blev ramt af skud på Christiania i København.

Københavns Politi oplyser på en pressebriefing natten til torsdag, at en af betjentene er blevet ramt i hovedet. Begge bliver opereret for deres skader.

Foruden betjentene er også en civil person blevet ramt. Den ene betjent og den civile person er uden for livsfare.

Politiets pressetalsmand Henrik Blandebjerg fortæller, at de sårede betjente var på en rutinemæssig politiopgave på Christiania, da de ville anholde den nu mistænkte gerningsmand, som er kendt fra hashmiljøet.

- I den forbindelse lykkedes det ham at trække et skjult våben og affyre skud, siger han.

Det præcise antal skud er ikke kendt, men ifølge et vidne, som Ekstra Bladet har talt med, var det omkring otte-ni skud. Politiet kan ikke oplyse, præcis hvilket våben der er brugt.

Politiet affyrede ikke skud i forbindelse med den mislykkede anholdelse. Den civile, der blev ramt, er udlænding og betegnes som et tilfældigt offer.

Gerningsmanden stak herefter af fra stedet, og et stort antal uniformerede betjente og civile betjente lagde ifølge vidner en jernring om Christiania, men altså uden at pågribe gerningsmanden.

- Christiania er et stort område, og Christianshavn er endnu større, siger politidirektør Thorkild Fogde om eftersøgningen.

- Københavns Politi sætter alt, hvad vi overhovedet har, ind på at fange den her gerningsmand. Vi ved, hvem gerningsmanden er, og vi jager ham over hele byen, tilføjer han.

Politiet vil foreløbig ikke udsende et signalement af gerningsmanden, men opfordrer ham i stedet til at melde sig selv.

- Vi ved, hvem du er. Meld dig selv, for vi finder dig. siger Thorkild Fogde.

Kort før midnat blev togtrafikken mellem København og Malmø indstillet på grund af politiets arbejde. Men DSB’s pressevagt oplyser natten til torsdag, at togene igen kører.

Du kan følge udviklingen herunder.

/ritzau/

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...