Betjent sigtet i George Floyds drabssag indløser kaution

Thomas Lane er en af tre betjente fra Minneapolis, der er sigtede for medvirken til drab på sort mand.

Den tidligere politibetjent i Minneapolis Thomas Lane er onsdag blevet løsladt mod kaution. Sigtelsen for medvirken til drab på George Floyd består. (Arkivfoto).

Den tidligere politibetjent i Minneapolis Thomas Lane er onsdag blevet løsladt mod kaution. Sigtelsen for medvirken til drab på George Floyd består. (Arkivfoto).

MINNEAPOLIS:En af fire betjente, der er sigtet i sagen i forbindelse med George Floyds død, er blevet løsladt mod kaution.

Det fremgår af dokumenter fra Hennepin County-fængslet, hvor den sigtede betjent sad varetægtsfængslet, skriver Reuters.

37-årige Thomas Lane har siddet varetægtsfængslet, siden han blev sigtet for medvirken til drab på George Floyd i starten af juni.

Onsdag valgte han at indløse kautionen på 750.000 dollar - knap fem millioner kroner.

Ud over de tre betjente, der er sigtet for medvirken til drab, er en fjerde betjent - Derek Chauvin - sigtet for drab.

De fire nu tidligere betjente er sigtet for under en brutal anholdelse i Minneapolis den 25. maj at have forvoldt den 46-årige sorte mand George Floyds død.

Under anholdelsen pressede Derek Chauvin sit knæ mod George Floyd hals i næsten ni minutter. Kort efter anholdelsen blev George Floyd erklæret død.

Alle fire betjente er blevet fyret efter episoden.

Thomas Lanes advokat har tidligere hævdet, at hans klient forsøgte at hjælpe George Floyd under anholdelsen.

Episoden blev optaget på video af vidner på stedet og har udløst demonstrationer, der flere gange har udviklet sig voldeligt, i adskillige amerikanske byer.

Derek Chauvin deltog 8. juni i sit første retsmøde i drabssagen. Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i Hennepin County-fængslet og skal betale 1,25 millioner for at blive løsladt mod kaution.

Thomas Lane skal næste gang i retten 29. juni. Ifølge flere medier planlægger hans advokat at indgive en begæring for at få ophævet sigtelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.