Betjente dræbt af snigskytter

Gerningsmand har forskanset sig i parkeringshus

Foto: Laura Buckman/Scanpix
Dallas 8. juli 2016 06:22 - Opdateret 8. juli 2016 12:20

DALLAS: Fem politibetjente er døde og mindst seks såret, da mindst to snigskytter åbnede ild i Dallas, Texas, under en demonstration mod politivold mod sorte i USA, oplyser politiet.

Tidligere hed det, at fire var dræbt, men en betjent er siden afgået ved døden oplyser politiet.

Politiet har ikke noget sikkert overblik over, hvor mange snigskytter, der åbnede ild. Men det drejer sig om mindst to. De begyndte tilsyneladende at skyde fra flere etager over gadeniveau, og ifølge politiet var formålet at bringe betjentene i et baghold.

Politiet oplyste lidt tidligere, at en af snigskytterne var anholdt.

Foto: Scanpix

Senere fredag formiddag dansk tid fortalte Dallas’ politichef, David Brown, at en anden snigskytte er omringet i et parkeringshus. Herfra affyrer han sporadisk skud, og han har fortalt, at der er anbragt bomber.

- Han har fortalt vores forhandlere, at enden er nær, og at han vil skade og dræbe flere af os, altså politifolk. Og han siger, at der er bomber over hele området i garagehuset og midtbyen, fortæller Brown.

En kvinde, som havde opholdt sig i samme område af garagen er anholdt sammen med to andre, der havde camouflagetøj pakket ned i et bagagerum på en Mercedes, rapporterer en række medier.

Foto: Scanpix

Endnu en person har meldt sig selv til politiet, efter politiet havde tweetet et billede af ham i camouflagetøj og et kraftigt skydevåben slynget over skulderen.

- Vi føler os ikke helt trygge ved, om vi har fat i alle de mistænkte, siger politichefen.

Mange hundrede mennesker deltog i demonstrationen, da skyderiet startede, og der udbrød panik blandt de hvide og sorte, der deltog i protesten.

- Det værste mareridt er en realitet, siger Dallas’ borgmester, Mike Rawlings, på et pressemøde.

Der forlyder ikke noget om, hvad der skulle være snigskytternes motiv til at dræbe.

Men torsdag aften var der demonstrationer mange steder i USA efter fremkomsten af to videoer, som meget direkte bevidner omstændighederne, da to sorte mænd i henholdsvis Louisiana og Minnesota tirsdag og onsdag blev skudt og dræbt af politiet.

Det kommer efter en lang række af politidrab på sorte de sidste par år. Kritikerne hævder, at der i årevis upåagtet har været en racistisk tilgang til sorte i mange politistyrker med mange drab på sorte til følge.

Det har radikalt ændret sig med tilkomsten af smartphones. Nu bliver mange af de kontroversielle skudsager, hvor politifolk dræber sorte, dokumenteret med videoer optaget med telefoner.

De amerikanske luftfartsmyndigheder har efter de voldsomme hændelser indført et delvist flyveforbud over Dallas, skriver AFP.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...