Betjente frikendt

New York: Tre betjente fra New Yorks politi blev i går frikendt for alle anklager i sagen om skuddrabet på en ubevæbnet sort mand, som blev dræbt med 50 kugler under sin polterabend i New York. Sagen har skabt stor vrede blandt New Yorks sorte indbyggere. Den 23-årige Sean Bell havde fejret sit forestående bryllup på en stripklub i New York i november 2006, da han sammen med to venner gik ud til sin bil. En af betjentene mente, at de var på vej videre for at hente en pistol som et led i et opgør med andre, der befandt sig inde i stripklubben. Da bilen kørte, strejfede den betjenten, som så åbnede ild. Hans to kolleger mente, at han blev beskudt fra bilen, og åbnede også ild. Skuddene dræbte Sean Bell, men hans to venner overlevede. Politiet i New York er forberedt på demonstrationer efter domstolsafgørelsen. /ritzau/

Forsiden