Politi

Betjente kan sende kolleger i fængsel

ODENSE:Politifolk fra Odense Politistation kan sende to kolleger bag tremmer, når de i dag skal i vidneskranken i en sag om embedsmisbrug. De to betjente på henholdsvis 37 og 38 år er sammen tiltalt for ikke at skride ind, da flere personer i 2005 røg i totterne på hinanden foran et diskotek i Odense. Ved samme episode tog en dørmand en kniv fra en af slagsbrødrene og gav den til de to betjente, som dog valgte at smide kniven væk i stedet for at aflevere den som bevismateriale. Derudover er den ene af de to betjente tiltalt for at ligge inde med anabolske steroider til eget brug og for at have foretaget en uberettiget anholdelse i 2006 i Odense. I alt skal fem betjente fra Odense vidne i retssagen. Der ventes dom i sagen senest onsdag. /ritzau/