Betjente renset for mistanke om vold

For første gang foreligger politiets forklaring i detaljer

Vold 6. september 2002 08:00

LØGSTØR: De to Løgstør-betjente, der kørte mod Aalborg med den 21-årige Jens Arne Ørskov Mathiasen - som døde af hjerteslag under transporten - blev i går renset for enhver mistanke om vold eller forsømmelighed af statsadvokat Elsemette Cassøe. Hun kalder deres forklaringer for i det væsentlige samstemmende og troværdige. De understøttes af de samtaler, der over radioen har været ført med andre inden for politiet. Og obduktionserklæringen samt en undersøgelse af politibilen understøtter ifølge statsadvokaten også betjentenes forklaring. Med statsadvokatens redegørelse foreligger betjentenes forklaring om den tragiske nat - her knap tre måneder efter - for første gang i detaljer for offentligheden. Betjentenes forklaring Jens Arne Ørskov Mathiasen blev anholdt som følge af slagsmål i Løgstør Hallen. Moderen til en af de tilstedeværende uden for hallen havde således anmeldt hamfor at have givet hendes søn en lussing. Politiet rykkede herefter ud og anholdte ham. Der var tale om en ret voldsom anholdelse, hvor hanenten slog ud efter elller skubbede til en af de to betjente. Ifølge Løgstør-betjentene blev den anholdte herefter ustyrlig på bagsædet af politibilen. Det lykkedes den ene af betjentene at klemme ham fast mod bilens side, da han forsøgte at få benene op, så han kunne sparke. Efter dette tilkaldte de to betjente assistance. Jens Arne Ørskov Mathiasen forsøgte igen at komme fri ved at banke sit hoved imod bilens siderude og den ene betjents albue. Nu så de to betjente at han havde blod i ansigtet. Herefter begyndte den 21-årige at spytte på de to og i forbindelse med at bilen holdt ind til siden, ramte han en af dem i ansigtet. Mens de to betjente stod udenfor bilen, sparkede den nu afdøde højre siderude i stykker. Herefter fik de ham ud af bilen, da de frygtede, at han skulle skære sig på glasset. Udenfor var han igen gået amok, og de to betjente fikserede ham ved at holde hans arm og skulder nede. I et mislykket forsøg på at låse hans ben fast slog den ene af betjentene ham tillige på låret med sin knippel. Mens han var fikseret, blev han pludselig bevidstløs. Betjentene tog håndjernene af ham og lagde ham i aflåst sideleje. De tog hans puls og troede, at han stadig var i live. Da en ambulance umiddelbart efter nåede frem, mente en af redderne, at han var død. De forsøgte derfor at genoplive ham. Men det var uden effekt. Vil anke til Rigsadvokaten Jens Arne Ørskov Mathiasens mor, Jonna Ørskov, stoler dog ikke på betjentenes forklaring eller statsadvokatens redegørelse. - Der er flere ting, der ikke stemmer overens i den. For eksempel er der tre mærker efter slag på låret og ikke bare et, siger hun. Hun vil derfor en af de kommende dage anke sagen til Rigsadvokaten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...