Kriminalitet

Betjente savner eksempler i guide til tildækningsforbud

Politiforbundet havde håbet, at vejledning til at håndhæve det nye tildækningsforbud var mere detaljeret.

Politiforbundets formand. Claus Oxfeldt, havde håbet, at vejledningen til tildækningsforbuddet havde været mere detaljeret. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Politiforbundets formand. Claus Oxfeldt, havde håbet, at vejledningen til tildækningsforbuddet havde været mere detaljeret. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Det omdiskuterede tildækningsforbud træder onsdag i kraft.

Alle beklædningsgenstande, der dækker ansigtet, bliver forbudt på offentlige steder. Det kan være burka, niqab, elefanthue, huer, hætter, tørklæder, masker, hjelme, heldækkende dragter og kunstige skæg.

I den forbindelse er dansk politi blevet udstyret med en vejledning til, hvordan betjente på gaden skal håndtere en situation med tildækkede ansigter i det offentlige rum.

Men den vejledning lader meget tilbage at ønske.

Det mener Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.

- Jeg håber, at vi er ordentligt klædt på, men jeg kan godt blive en smule bekymret. Jeg havde nok forventet, at den vejledning var lidt mere detaljeret, siger han.

Vejledningen beskriver, hvordan politibetjenten skal foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det er muligt at se og aflæse personens ansigtsudtryk.

Hvis man har et "anerkendelsesværdigt formål", er det okay at have tildækket ansigtet. Det kan være, hvis man er til udklædningsfest eller til karneval. Det er dog ikke i orden, hvis man er på vej hen til eller hjem fra begivenheden.

Men Claus Oxfeldt fra Politiforbundet mener, at der er alt for mange usikkerheder forbundet med opgaven, som det ser ud nu.

- Vi havde gerne set, at der var flere eksempler i vejledningen, så det var tydeligere, hvornår det er strafbart, og hvornår det ikke er.

Det er planen, at blandt andet Rigspolitiet og Politiforbundet i begyndelsen af september skal sætte sig ned for at evaluere indsatsen.

Hvis man overtræder tildækningsforbuddet, udløser det i førstegangstilfælde som udgangspunkt en bøde på 1000 kroner. Anden gang stiger det til 2000 kroner, så 3000 kroner, og i fjerde tilfælde lyder bøden på 10.000 kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst