Betjente siger stop

To ud af fire betjente mangler på stationen. Betjentene mener ikke, borgerne får ikke den service, de skal have

Situationen er ikke holdbar - borgerne får ikke den service, de skal have og den faglige stolthed er vigende, mener Henrik Poulsen, leder af politistationen i Brønderslev.

Situationen er ikke holdbar - borgerne får ikke den service, de skal have og den faglige stolthed er vigende, mener Henrik Poulsen, leder af politistationen i Brønderslev.

Betjentene på stationen i Brønderslev har fået nok. Fra april næste år vil der - hvis ikke ledelsen griber ind og handler hurtigt - kun være én betjent tilbage, der har indgående kendskab til Brønderslev og omegn. Siden politireformen trådte i kraft, er ligkistesømmene slået i et for et for politistationen. Nu er smertegrænsen ved at være nået, lyder beskeden fra betjentene, der er på vippen til at tage skridt, der vil få drastiske konsekvenser for politistationen i Brønderslev i fremtiden. Og så var der to... Ved politireformen blev stationen reduceret til det halve - fire mand i stedet for otte. Opgaverne blev taget fra stationen og tildelt andre. Men det er oftere reglen end undtagelsen, at betjentene har måtte springe til og løse opgaver, der ikke længere var deres, forklarer vicepolitikommissæren Henrik Poulsen, leder af stationen i Brønderslev. - Man kan sige meget, men vi er nødt til at agere ud fra den situation, den har sat os i, lyder beskeden fra vicepolitikommissæren. Men i september kom endnu et søm til. Én ud af de fire betjente, der var tilbage, blev pensioneret. - Det er naturligt, når en bliver pensioneret, at han så også erstattes, konstaterer vicepolitikommissær Henrik Poulsen. Der kom ingen erstatning. Siden er endnu et sæt hænder forsvundet fra stationen. Ledelsen har en medarbejder på tvungen afspadsering. - Det betyder, at vi kun er to tilbage, påpeger vicepolitikommissær Henrik Poulsen, der ikke på nogen måde mener, at borgerne kan være tjent med den service, stationen i øjeblikket er i stand til at levere. Kriminelle danser på bordene På mandag vil en vikar træde til i stedet for den mand, der er på afspadsering. Han bliver i fem uger. - Jeg tænker, at det er for at lukke munden på os, vurderer Henrik Poulsen. Han er taknemmelig for, at hjælpen kommer, selvom den er forsinket og efter hans vurdering langt fra nok. - Det forslår som en dråbe i havet, konstaterer Henrik Poulsen. For de manglende hænder har konsekvenser, mener vicepolitikommissæren - flere nuværende kriminelle og unge, der ligger på vippen, har kunnet konstatere, at betjentene på politistationen ikke har kræfter til at holde øje med dem eller være til stede, når der er behov for det. - Det kan man se på døgnrapporten, siger Henrik Poulsen, og påpeger røverier som det, der tog sted torsdag aften som - direkte eller indirekte - det værste eksempel på konsekvenserne af den svækkede politistyrke i Brønderslev. Efter hans vurdering skal der mindst seks betjente til plus evt. et par efterforskere - og det er nødvendigt, understreger Henrik Poulsen. - Det håber jeg, de seneste røverier har åbnet øjnene for, konstaterer vicepolitikommissæren. Vil ikke stå model til det Det sidste søm er tæsket i træet for Henrik Poulsens vedkommende. Til april falder han for aldersgrænsen efter ca. otte år som leder i Brønderslev. En situation, han hilser velkommen - han har fået nok. Og han er ikke den eneste, der går. På stationen vokser papirdynger og opgaver i samme takt, som betjentenes faglige stolthed daler. Og kommer der ikke flere hænder til, vil endnu en medarbejder gå samme dag, som Henrik Poulsen tager sin afsked, lyder beskeden fra stationen. - Vi kan ikke længere stå for arbejdet her i byen helhjertet. Og så forsvinder alt det, der hedder lokalkendskab, påpeger Henrik Poulsen. Han kan i ånden se, hvordan al erfaring opbygget gennem årtier løber ud som sand mellem hænderne. Servicen vil blive ringere. - Det går tabt. Det kan vi ikke gøre noget ved - vi kan kun resignere, konstaterer Henrik Poulsen, der ikke er bitter - men han er skuffet. Han havde gerne set, at han kunne overdrage ledelsen af stationen trygt til andre. Men sådan ser situationen ikke ud nu. I går havde betjentene besøg af repræsentanter fra politiledelsen. Der er intet nyt, ikke flere hænder på vej. Fortsætter det, bliver konsekvensen, at nye betjente må starte fra nul. Uden erfaring og kendskab til lokalområde eller befolkning. Frustrationen er til at føle på - selvom det ikke er råt for usødet. Og dog. Meldingen er klar. - Se dog for pokker at få nogen op, så vi kan give vores store erfaring videre, udbryder Henrik Poulsen rettet mod politiledelsen.