Betjente skruer bissen på

Frustrationer på kongres over for få politiressourcer

KØBENHAVN:- Vi føler os trængt helt op i hjørnet. Selv om Politiforbundets kampagne for flere betjente de seneste dage er blevet kritiseret, skærpede formanden tonen, da han onsdag formiddag åbnede forbundets kongres i København. - Overalt hænger vagtplanerne ikke sammen. Overalt droppes den kriminalpræventive indsats. Det er ikke tuderi. Det er dødelig alvor, og politiets fremtid hænger i en tynd tråd, sagde Peter Ibsen til forsamlingen, som havde justitsminister Brian Mikkelsen (K) som gæst. I Midt- og Vestjylland har man droppet efterforskningen af hård ungdomskriminalitet, lød det fra betjentenes formand, da han gav et overblik over problemerne. I Østjylland er betjentene holdt op med at tage telefonen, for de vil ikke indkaldes på ekstra vagter. Og på den københavnske vestegn er der i dag 480 politifolk, hvor der før reformen var 655. Den konservative retsordfører, Tom Behnke, der selv er betjent, har kaldt forbundets annoncekampagne for latterlig. Forbundet opfordrer politikerne til at udvide politistyrken med 200 medarbejdere hvert år i de kommende 10 år, så styrken i alt kommer op på 13.000 betjente. Det er ikke nok, at et flertal på Christiansborg har bevilget penge til 300 ekstra betjente og 250 ekstra kontorfolk, mener betjentene. Frustrationerne er så store, at betjentene nu med Peter Ibsens ord har taget "krigsmalingen" op af skuffen. Den store reform af politiet skal efter planen frigøre i alt 800 betjente til arbejde på gaden efter flere år, men betjentenes formand tror ikke, at dette mål vil blive nået. Antallet af tjenestetimer er i dag det samme som i 1989, men opgaverne er blevet langt mere komplicerede, fastslog Peter Ibsen i sin tale. /ritzau/