Betjente slukkede ild i fyrrum

Brand i kælder i villa i Rørbæk effektivt stoppet ved hurtig indsats af politibetjente

Arkivfoto <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto Foto: Torben Hansen

RØRBÆK:To politibetjente fra Nordjyllands Politi får stor ros af indsatsleder Gert Jensen fra beredskabet i Rebild Kommune efter en brand i en villa på Engblommevej i Rørbæk.

- Vi fik melding om brand i et kælderrum i villaen i Rørbæk ved 4.15-tiden lørdag morgen, men da vi nåede frem til adressen, havde de to betjente handlet snarrådigt og bogstavelig talt lagt låg ilden, fortæller indsatsleder Gert Jensen.

Forhistorien er følgende:

Et stokerfyr i kælderrummet i villaen bliver fyret med flis. Fyret slog ved 04-tiden lørdag morgen tilbage og antændte flisen, som står i en beholder ved siden af fyret. Det ulmede og gav en ret voldsom røgudvikling, som aktiverede en røgalarm i stueetagen og derved vækkede husets beboere, som slog alarm.

- Det var så heldigt, at parret i huset i sidste uge havde sat en ny røgalarm op. Ellers havde røgen kunnet sprede sig yderligere og i værste fald have været fatal for husets beboere. Nu reagerede politipatruljen, der åbenbart var lige i nærheden, meget hurtigt, og da betjentene nåede frem, smuttede en af betjentene ned og lagde et låg på den flisbeholder, hvori det brændte, og det stoppede ilden og røgen i at udvikle sig yderligere. Så da Falck fra Hobro nåede frem, skulle der blot luftes grundigt ud, roser indsatslederen.

Ingen kom derfor til skade ved branden, oplyser Gert Jensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden