Tyverier

Betjenten, der vogter Hjallerup

Han fanger tyve på fersk gerning, men er ifølge ham selv aldrig bange

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Schæferhunden Enzo står klar ved betjentens side, når han fanger en tyv på fersk gerning. Foto: Bente Poder

HJALLERUP:Landbetjenten frygter hverken tyve eller flugtbilister. Men de får hans hjerte til at banke lidt hurtigere. - Måske er det fordi, jeg fejler noget. Men jeg er aldrig bange, når jeg er på opgave, siger Møller Christensen. Han er landbetjent i Hjallerup. Byen, hvor han kender de fleste, og endnu flere kender ham. Møller Christensen sidder på politistationen. Et lille rustikt kontor i en gul murstensvilla. Huset ligger i et kvarter med grønne hække og nyslåede græsplæner. Udover at villaen er politistation, er det også hans hjem. Han sidder ved sit skrivebord. Der er en computer foran ham. På et andet bord ligger et par lyserøde solbriller og en sort Nokia mobiltelefon - det er hittegods fra markedet. Møller Christensen bladrer igennem papirerne i et gult chartek. Han er lige kommet tilbage fra ferie. Nu kigger han på sagerne, der venter ham. I dag skal han ud og anholde en lokal gut fra Hjallerup. Han skal afsone en dom på 60 dage. Men han er ikke mødt op i tide. Møller Christensen kender udmærket godt manden. Det var ham selv, der anholdte ham. Friheden på landet Møller Christensen har både været betjent i København og Frederikshavn. Men siden midt i halvfemserne har han været landbetjent. Først i Dronninglund. Senere i Hjallerup. Der er ikke megen omgang med kolleger. Men til gengæld er han sin egen chef. Han tilrettelægger selv sine opgaver. Han går selv ud og tager en kop kaffe, når han har lyst. Landbetjenten har også en fordel i forhold til betjente i større byer. Han får han mange tips og fiduser nede i byen. - Jeg er ikke bare en anonym betjent. De fleste kender mit navn, så jeg behøver ikke engang have uniform på, for at folk kommer hen til mig, siger han. Landbetjenten skal ud at finde manden, der skal afsone 60 dage. Møller Christensen ved, hvor hans familie bor. Han ved, hvem hans venner er. Han regner med at være på sporet, når han har banket på et par lokale husdøre. - Nu rammer den os. Møller Christensen har altid haft lyst til at være politibetjent. Efter endt uddannelse startede han som betjent i København. En start, der gav ham et par dramatiske oplevelser. Sammen med sin makker var han på opgave. En flugtbilist var i vild ræs væk fra en patruljevogn. Møller Christensen skulle sammen med makkeren laver en vejspærring. De parkerede deres bil på tværs af vejen. Møller Christensen kunne følge bilen i spejlet. Den kom tættere og tættere. Den undveg ikke. - Nu rammer den os, sagde han i en konstaterende tone. Han og makkeren krøb ned i sædet... Et øredøvende brag senere holdt de to biler totalt skadede. Heldigvis var der ikke sket noget med hverken gerningsmanden eller betjentene. Her i Hjallerup er der mere fredeligt. Men lidt sved på panden kommer der stadig. For eksempel når han kommer ud til et hus, hvor tyven stadig er der. Møller Christensens tro følge, schæfer hunden Enzo, står ved hans side. Betjenten ser tyven an. De fleste gange ved tyven, at løbet er kørt, når politiet kommer. Andre gange må landbetjenten tumle med dem, før han kan fortælle dem, hvad klokken er. Gerningsmændene er rigtig sure på ham, når han anholder dem. Men efter kort tid damper de af. - Selv rødderne her i byen ved godt, at det er et job, jeg laver. De ved godt, det er dem, der har lavet noget skidt, siger han. Det er nogen gange tilsyneladende velfungerende borgere, der laver kriminalitet. - Ind imellem ser jeg nogle nede i byen i en helt normalt situation og tænker: Det prøver de at skjule godt.