Betonblokke får en ansigtsløftning

MT Højgaard er lige nu i gang med at nedbryde den fjerde blok ud af de i alt 15, der skal totalrenoveres på Ravnkildevej.
Aalborg 1. december 2016 09:55

AALBORG ØST: De almene boliger på Ravnkildevej i Aalborg Øst gennemgår i disse måneder en gennemgribende renovering. Her står MT Højgaard for opgradering af et større betonbyggeri fra 60’erne, så det matcher moderne bolig- og energikrav.

Arbejdet omfatter 15 etageblokke med 176 lejligheder, og projektet er anden etape af Himmerland Boligforenings helhedsplan for Kildeparken.

- Blokkene på Ravnkildevej skal totalrenoveres, og derfor starter vi forfra med at afrense byggeriet og afmontere facaderne, så vi ender med at stå tilbage med det bærende skelet. Herfra kan vi så bygge alt op fra bunden igen, fortæller direktør i MT Højgaard Carsten Nielsen.

Renoveringen skal både forbedre de udvendige mure, gavle og grønne arealer samt det indvendige af lejlighederne, hvor alle el-, vand- og varmeinstallationer udskiftes for at mindske energiforbruget og skabe et bedre indeklima. Alle lejligheder får desuden terrasser eller franske altaner og opdeles i flere forskellige størrelser for at tiltrække en anden beboersammensætning.

- Det overordnede mål med renoveringen har været at gøre området til et mere attraktivt sted at bo - både i forhold til boligerne og det udenom, hvor fremover både vil være private haver, legepladser og parker til boldspil og hyggelige sammenkomster, forklarer direktør i Himmerland Boligforening Ole Nielsen.

75 procent af de tidligere beboere har takket ja til at blive genhuset, mens renoveringen står på, og 50 procent har allerede tilkendegivet, at de gerne vil vende tilbage, når de nye lejligheder står klar til indflytning.

- Det er positive tal, som tyder på, at vi gør det rigtige, mener Ole Nielsen.

Renoveringsprojektet forventes at stå færdig i august 2018, og MT Højgaard er lige nu i fuld gang med at nedbryde den fjerde blok ud af de i alt 15, hvoraf de to første blokke allerede er genopbygget.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...