Betonfirmas fallit rammer nybyggeri

Boligblok ved anlægget forsinkes seks uger, oplyser Holmsø Huset A/S

FJERRITSLEV:Den toetages boligblok med 12 lejligheder ved Lystanlægget i Fjerritslev forsinkes seks uger, fordi en underentreprenør til Holmsø Huset A/S er gået konkurs. Det er betonfirmaet Erik Pedersen, Asferg, der er gået fallit. Byggeriet har derfor stået stille en periode, mens hovedentreprenøren har fundet et nyt firma til at gøre arbejdet færdigt, oplyser tilsynsførende med byggeriet, Christian Jensen. - Der mangler udendørs kloakarbejde, fundering af søjlerne til svalegangen og et elevatortårn, og det bliver nu udført af Engholm Entreprenørforretning fra Viborg, meddeler Christian Jensen. Han tilføjer, at selv om det koster Holmsø Huset penge at hyre en ny jord- og betonentreprenør, påvirker det ikke økonomien for de kommende beboere. Heller ikke for Fjerritslev Kommune, som har stillet lånegaranti, for den sags skyld. - Der går mange rygter i byen i sådan en situation, og dem vil vi godt have manet i jorden. Den eneste konsekvens for beboerne bliver, at de må vente seks uger med at flytte ind, og det har de fået brev om, siger Christian Jensen. Han vil ikke sætte tal på, hvad konkursen koster Holmsø Huset. - At en underleverandør går fallit er noget, man oplever en gang i mellem. Det kan man ikke gardere sig i mod på forhånd, tilføjer han. Christian Jensen oplyser, at de to andre, mindre boligblokke med tre lejligheder i hver er tæt på at være færdige. - De er klar til indflytning 9. og 16. december.