Aalborg

Betonlænke om by?

Egentlig er jeg i skrivende stund "eksil-nordjyde" og burde måske af den årsag blande mig uden om, hvad der sker i min fødekommune.

Jeg har for nylig skrevet under på, at jeg slet og ret er imod en vestlig motorvejsløsning, men jeg synes nu alligevel, at jeg vil knytte et par ord til, hvorfor jeg er det. Da jeg i 2006 flyttede fra Aalborg, skal jeg være ærlig og sige, at en stor del af min umodne sjæl tænkte "Aalborg - aldrig mere". Det på trods af, at min dejlige familie bor der, at mange af mine venner gør, og at jeg har mange gode minder fra byen. At jeg tænkte sådan, kan måske tilskrives, at jeg lige var blevet student - verden lå åben, (og jeg skulle se noget mere af den), og selv om jeg er stolt af at være opvokset i den gamle arbejderby, så syntes jeg gennem min opvækst, at byen - trods sin udmærkede størrelse, infrastruktur og funktionalitet - manglede - for nu at sige det ærligt - skønhed. Aalborg var måske nok funktionel i halvfemserne, men køn... det er der vist ikke mange, der vil påstå. Derfor slog det benene væk under mig, da jeg kom hjem i august 2007 efter et år i udlandet. Midtbyen var åbnet ud til havnen, Nordkraft og Utzon-centret var under opførelse, og siden da kan jeg ikke andet end rose de tiltag, der er sket. Aalborg er stadig rå, den er cool, den er funktionel. Og den kan se godt ud - hallo-hallo! Efter denne lange og følelsesbetonede indledning kommer der mere af samme skuffe. Vestbyen og Hasseris er dejlige steder - og det var de, selv da Aalborg ellers kun gik op i, at industrien duede, og ikke så meget, at det var pænt at se på. Derude er der grønt, der er fredeligt, samtidig med, at det urbane er fastholdt. Her har jeg boet og gået i skole, her har jeg løbet og badet og cyklet. Det er helt unikt og skønt, at der altid - midt i al Aalborgs industri - har været plads til fuldstændig åbne områder, hvor man kan komme tæt på dyrelivet, utæmmet natur og en fred og en ro af en anden verden. Det betyder noget for mig og - kan jeg garantere - for alle de aalborgensere, jeg er vokset op med, og som nu er i resten af landets og verdens storbyer, at en by har noget at byde på, for at man skal overveje at flytte dertil. Hvis Aalborg fortsat vil tiltrække unge mennesker, så er det væsentligt, at byen kan konkurrere med andre storbyer. Det mener jeg, at den er godt på vej til at blive god til. Det mener jeg også, at den kan ødelægge for sig selv, lige så let som det er at sige motorvej. Hvis man ødelægger den perle som Vestbyen er, og som de ugenerte, charmerende og skønne steder i byen er, så skyder Aalborg sig selv i foden. Hasseris og Vestbyen vil ganske enkelt miste status som dejlige steder at bo og opholde sig, hvis der skal anlægges en motorvej der. Det, der har været åbent land, bliver en betonagtig lænke omkring byens vestside. Byen skal vel også fortsat kunne vokse den vej på? Det er synd at gentage historien og køre på med funktionalitet, uden at have æstetik, støjgener og miljø med i overvejelserne. Derfor håber jeg på, at en motorvej i den vestlige del af byen aldrig bliver en realitet.