Bette bager slår store brød op

Ny bager i Frederikshavns ”gamle” vestby

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN/STRANDBY:Den bette bager i Strandby åbner en filial - i Frederikshavn.

Morten Thomsen gik for halvandet år siden, efter en periode som kontanthjælpsmodtager til at være selvstændig, da han åbnede bageri i en tidligere blomsterforretning i Strandby.

Det er gået bragende godt - efter en start, som gav genlyd i Strandby. Ovnen i bageriet eksploderede nemlig natten før, de første rundstykker skulle langes over disken.

Siden er Den bette bager flyttet til et nedlagt bageri på Munkevej i Strandby.

Sidste år overtog Morten Thomsen også Jerup Bageri.

Det er ganske vist lukket p. t., men genåbner til maj.

Nu er bagerforretning nummer tre på vej, i første omgang som bageriudsalg.

Det åbner lørdag 5. april for fuld musik leveret af Tordenskioldsgarden i det gamle Jeka supermarked på Suensonsvej i Frederikshavn.

Kompagnon

Samtidig har Morten Thomsen fået en kompagnon i en ny selskabskonstruktion - et iværksætterselskab eller IVS. Et IVS er en slags anpartsselskab - bare uden penge.

- Jeg har foræret halvdelen af virksomheden til Jimmi Hansen, som arbejder i bageriet i Strandby. Sidste år tilbød jeg alle ansatte andele i virksomheden, men det var kun Jimmi, som var interesseret.

Han kunne godt have solgt forretningen i stedet.

- Men jeg skal ikke køre i Ferrari, og jeg behøver kun et par bukser - dem jeg går i, siger bageren, der snakker hurtigt som et maskingevær.

Dej fra bunden

Når bagerforretningen i Frederikshavn åbner, vil der være syv ansatte i bagerierne og fra 1. maj 10-15 deltids ekspedienter i de tre butikker.

- Vi laver dej fra bunden, ikke noget med konserveringsstoffer eller færdigblandinger, forklarer Morten Thomsen.

- Ublandede råvarer er billigere, så det giver ekstra fortjeneste. Derfor har vi også lige sat prisen for rundstykker ned med 25 procent til 3 kr. i Strandby. Det er en god forretning, for omsætningen er steget 30 pct, og nu kan vi fylde ovnen op og smider mindre væk.

Forretningen i Frederikshavn bliver indrettet med genbrugsinventar fra et nedlagt bageri Vejle. Det har kostet 2000 kr.

Også kasseapparat og dankortautomat er købt på genbrugsbørsen.

Konditori på vej

Morten Thomsen kan ikke lide at låne, så nyanskaffelser sker for penge, han har optjent i bageriet.

- Jeg tager ikke en krone op af kassen, før jeg har lagt én i, forklarer han sit enkle forretningsprincip.

Jimmi Hansen og Morten Thomsen vil sammen stå for bageriet i Frederikshavn, hvor brød og rundstykker fra slutningen af august skal bages til alle tre butikker.

De rigtige ovne skal dog først lige findes - på genbrugsmarkedet.

Tania Sauer Søegaard bliver butiksansvarlig i Frederikshavn.

I Strandby fortsætter konditor Lone Olsen med at bage kager til alle butikker.

Så lige nu er der en masse i ovnen, men Morten Thomsen har allerede lagt dejen til at virkeliggøre nye fremtidsvisioner.

Han vil indrette konditori i tilknytning til bageriet på Suensonsvej og servere søndagskaffebord med masser af kager. Som selvfølgelig indtages ved genbrugsborde.

- Jeg er vokset i de røde blokke lige over for Jeka, Jeg fejede fortov for et stykke lakrids uden for Jeka supermarkedet og som 11-årig arbejdede jeg om natten hos Jeka bageren inde ved siden af, fortæller han.

- Så jeg har et særligt forhold til kvarteret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden