Pistol-bevæbnet bankrøver anholdt kort efter røveri

Gerningsmand fik udleveret penge fra Danske Bank i Hobro og forsøgte at flygte i stjålet bil, men blev stoppet af politiet

Jens Hukiær
Foto: Jan H. Pedersen
Røverier 13. marts 2018 14:38 - Opdateret 14. marts 2018 14:49

HOBRO: En gerningsmand truede sig ved lige godt 13-tiden med et håndvåben til et ukendt udbytte fra Danske Bank afdeling på Adelgade i Hobro.

Alarmen lød klokken 13.12, og røveren var ifølge en pressemeddelelse fra politiet bevæbnet.

Gerningsmanden, der ifølge vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi er en 33-årig mand fra lokalområdet, flygtede fra banken i en stjålet bil.

Politiets efterforskning har vist, at den 33-årige maskeret med en styrthjelm, kom ind i banken kort efter kl. 13.00. Han gik hen til kassen og truede personalet med en pistol, hvorpå han selv forsynede sig med et ukendt pengebeløb fra kassebeholdningen.

Herefter flygtede manden fra banken i den stjålne bil.

Den bil blev kort efter set i Hobro midtby af en patrulje fra Nordjyllands Politi, der straks satte efter køretøjet ud af Skivevej med retning mod Stenild. Og fra Stenild gik det tilbage mod Hobro. Forfølgelsen endte midt i Hobro på en parkeringsplads ved SuperBrugsen på Adelgade, da den formodede gerningsmand forlod bilen og fortsatte sin flugt til fods.

En hundepatrulje fik dog hurtigt løbet manden op, og cirka klokken 13.30 blev han anholdt og sigtet for væbnet røveri.

Udbytte og våben fundet

Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov oplyser, at man fandt både udbyttet og gerningsvåbnet i mandens flugtkøretøj.

Politiets efterforskere er nu i gang med at samle alle trådene og få dokumenteret sagens nærmere omstændigheder.

Og det betyder, at borgerne stadig vil opleve at se mere politi i området end normalt, mens sagen er under efterforskning.

- Er der nogen, der ligger inde med oplysninger, som er relateret til hændelsen - så skal man ringe til politiet på 114, lyder opfordringen fra vicepolitiinspektøren.

Den formodede gerningsmand fremstilles i grundlovsforhør onsdag klokken 11.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...