Harare

Bevæbnet politi i Harares gader

HARARE:Bevæbnet politi patruljerede mandag i Zimbabwes hovedstad, Harare, mens frustrationerne vokser over den stadigt voksende økonomiske krise. Præsident Robert Mugabes regering har tidligere rutinemæssigt brugt politiet til at slå til mod oppositionens møder og demonstrationer mod krisen, der betyder, at mange zimbabwere lever fra hånden til munden og mangler medicin. Mandag var snesevis af bevæbnede betjente i pansrede mandskabsvogne og bevæbnet med automatvåben udstationeret ved en centralt beliggende park i byen, hvor demonstranter plejer at mødes. Andre politienheder bevæbnet med stave og tåregaspatroner patruljerede Harares gader til fods, selv om der ikke var nogen bebudede demonstranter eller tegn på, at folk var ved at samles. Befolkningens vrede er stor på grund af den økonomiske nedsmeltning, der har fået arbejdsløsheden til at vokse til 80 procent og ført til kronisk mangel på mad og brændstof, hyper-inflation og kolera. Kritikere siger, at Mugabe, der har regeret Zimbabwe siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1980, har forkludret økonomien og groft krænket menneskerettighederne i landet./ritzau/Reuters