Bevægelig og bevægende

Italien 20. september 2002 08:00

Bel canto Når det drejer sig om operaens smukke og meget bevægelige skønsang, bel canto, er italienske operaer storleverandører, men det er nu ikke ensbetydende med, at alle gode bel canto-sangere kommer fra Italien. Renée Fleming er en af de sopraner, der ubesværet kan synge Strauss' heltindepartier, men hun foretrækker den udfordring, der ligger i bel cantoens perfektion og virtuose sangteknik frem for dramatiske fortolkninger - og bel canto kan også være stærkt følelsesladet. Renée Fleming synger, som vi kan have en stærk formodning om, at svenske Jenny Lind, der fortryllede H.C. Andersen, kan have gjort. I hvert fald bruger hun lyriske toneudsmykninger, som især den legendariske svenske sopran huskes for. På cd'en "Bel canto" er hun gået til genrens mester-komponister, Bellini, Donizetti og Rossini - 20 arier fra seks operaer fra første halvdel af 1800-tallet. Det er Bellinis "La sonnambula" og "Il pirata", Donizettis "Maria Padilla" og "Lucrezia Borgia" samt Rossinis "Semiramide" og "Armida". Patrick Summers dirigerer St.Luke-orkestret, der med gennemsigtige lyse farver ombølger sopranens farverige fortolkninger. Bel canto. 71:46 Universal/Decca, 467 101-2 Bidsk og engageret Thomas Beecham Ingen komponist var tættere på Thomas Beecham (1879-1961) end Delius, hvilket er dokumenteret gennem tre fremragende cd'er i Sonys 11 cd-store Beecham-serie. Den undertiden meget bidske dirigent brugte ikke kun verbal energi over for sine musikere, andre dirigenter og komponister, men var stærkt engageret, når han stod på podiet. Selv en Wagner får ikke for lidt. Allerede før udbruddet af Anden Verdenskrig dirigerede han flere gange "Ringen" på Covent Garden, og i optagelser fra 50erne demonstrerer han, at han var en af tidens store Wagner-dirigenter i orkestral musik fra fem operaer. Beethoven rangerede til gengæld uforståeligt lavt - hans symfonier undtaget. Pastoralesymfonien, "Eroica", symfoni nr. 8 og Coriolan-ouverturen er indspillet på to cd'er, værker af den komponist, som Beecham trods alt satte højest som symfoniker. Mozart, Haydn og Schubert havde alle tiders største britiske dirigent mere tilovers over - og Haydn kom lige efter Mozart. Igen er det symfonier samt Mozarts store "Requiem", der står som eksponent for værker, som Beecham yndede og som han kraftfuldt og præcist bragte til udførelse med det sidste af de orkestre, som han stiftede, The Royal Philharmonic Orchestra. Mens Beechams begejstring for Delius næsten var grænseløs, havde han et mere problematisk forhold til Elgars musik. Han kritiserede den - og spillede den alligevel ofte. Enigma-variationerne og Strygerserenaden er dokumenteret. Mere end 60 år på podiet bragte Beecham vidt omkring musikalsk, og som fortolker af fransk musik blev han anset for at være en af de bedste. Berlioz-ouverturer er kendetegnet ved en høj grad af intens dramatik kombineret med lidenskab og lyrik. Beecham dirigerede sin sidste koncert som 80-årig - med de kongelige filharmonikere. Nu står Sony-serien som et enestående dokument over dirigentens formåen i hans seneste år. Thomas Beecham, 11 cd'er Sony Uforlignelig skønt Mozart Den purunge Mozart (1756-91) beherskede violinen lige så godt som klaveret, og da han som 17-årig skrev sin første af fem violinkoncerter, var det samtidigt hans første ægte solokoncert - den første skrevet ud af hans egen fantasi og ikke baseret på andre komponisters materiale. Det er dog ikke i den koncert, Mozart finder ned til musikalske dybder. Han brød sig ikke om musik, der bød på alt for store tekniske udfordringer for fortolkeren. Altså skrev han på sin specielle elegante og udtryksfulde måde lyrisk og melodisk. To år senere havde han udviklet sig yderligere, og fra koncert nr. 3 får han også det åndfuldt afvekslende og ikke mindst uforlignelig skønhed lagt ind. Treeren er desuden kendetegnet ved, at han for en sjælden gang bruger materiale fra et tidligere komponeret værk, her operaen "Il re pastore". Mozartz sidste violinkoncerter er fuldt på højde med hans store klaverkoncerter. De er fulde af smukke nyskabende elementer. Violinen går i dialog med orkestret eller spiller en nærmest liedagtig melodi. Her er intet pompøst eller dramatisk. I stedet fremmaner musikken en herlig ro. Viktoria Mullova, der i en snes år har hørt til verdenseliten, er ikke kun solist, men dirigerer også Orchestra of the Age of Enlightment. Hun fortolker koncerterne nr. 1, 3 og 4, og i treeren spiller hun en af sine egne kadencer. Uden at give køb på skønheden i musikken, tilfører hun værkerne en klædelig kraftfuld energi. Mozart. 66:02 Universal/Philips 470 292-2 Raketfart mod stjernehimmel Tjajkovskij & Sjostakovitj Et stemningsskift af de helt store ligger mellem violinkoncerterne af Tjajkovskij (1840-93) og Sjostakovitj (1906-75). Deres situation, da de skrev værkerne, var også vidt forskellige. Tjajkovskij forsøgte at "helbrede" sin homoseksualitet ved at gifte sig. Det blev en katastrofe. Nu var han forelsket i en 23-årig violinist, og hans koncert stråler af glæde. Sjostakovitj havde problemer med det kommunistiske styre, og hans koncert er gennemsyret af melankoli, indestængt vrede - og til sidst opgivende ironi. Kun 20-årige Ilya Gringolts, der med raketfart er på vej mod violinisternes stjernehimmel, vandt som 16-årig Paganini-konkurrencen ved bl.a. at spille Sjostakovitj-koncerten, som han præcist rammer på vemodigheden. På cd'en er det alligevel den langt mere livsglade koncert af Tjajkovskij, der rammer nervetrådene. Han spiller med Israel-symfonikerne, dirigeret af hans lærer og mester Itzhak Perlman. Ilya Gringolts. 72:39 Universal/DG, 471 616-2

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...