Bevægelse fremmer forståelsen

Børnehavebørn var både fysisk og musikalsk interaktive

Musik 1. oktober 2003 06:00

SKØRPING: De inciterende toner fra det lille band SalsaMortale lokkede både børn og voksne til at deltage aktivt, da der i går var interaktiv idrætskoncert for børn på KulturStationen i Skørping. De største børn fra byens børnehaver var inviteret til at klappe, hoppe, trampe, danse og synge med på de rytmer der fyldte salen. Og det gjorde de. Mange af børnene, der til at begynde med sad på gulvet, begyndte straks at bevæge sig i takt til musikken, og hurtigt fik sangeren og guitaristen Michael ”Milo” Jørgensen alle børnene til at hoppe, så parketgulvet gyngede. - Det er det, der tidligere hed rytmik og musik, forklarer Michael Jørgensen om idrætskoncerten. - Dengang var idræt et fy-ord for pædagoger, det lugtede for meget af konkurrence, siger han. Ideen med en interaktiv idrætskoncert er at give mulighed for samspil børnene imellem, og at de undervejs er med til at komme med ideer til, hvad der skal synges. Samtidig er der mulighed for at være fysisk aktiv i den grad, som det enkelte barn selv kan og vil, men der er ikke mange, der kan sidde stille, når SaltoMortale slår tonen an, på trommer, guitar og bas. Koncerten er et led i fejringen af Sundhedscentrets ti års jubilæum, og det er børneergoterapeut Anette Breum Steen, der har arrangeret den. At det blev SalsaMortale, der kom er lidt af et tilfælde. Og dog. - Jeg kiggede i Artes katalog, for at finde noget musik, og da jeg så ”interaktiv idrætskoncert” blev jeg nysgerrig, fortæller hun. - Bevægelse er et vigtigt element, her kan alle være med. I mange børnehaver giver man børnene frie rammer, det vil sige, at de kan gøre hvad de vil når de vil. Mange børn kan magte det, men nogle børn har brug for rammer og struktur for ikke at blive rodløse. Og så er det vigtigt, at børn får anerkendelse for det de kan og ikke skal sammenlignes med andre eller leve op til forældrenes forventninger, siger Anette Breum Steen. Hun er sikker på at børnene har fået en oplevelse ud af koncerten. - De har godt af at opleve levende musik, mener hun. Og levende det er musikken med numre som ”Jeg forstår ikke et klap”, hvor det går ud på at finde forskellige måder at klappe på. Det sætter gang i børnenes fantasi, og der kommer mange gode forslag. Flere af børnene fik lov til at spille sammen med SalsaMortale både på en olietønde fra Caribien og en marimba fra Cuba og til sangen ”Ka’ Lypso hoppe?” er der to frivillige der spiller på frugter. Til stor fortrydelse for en af pigerne der er blevet sulten, kan de ikke spises, men når man ryster dem, lyder de som et rytmeinstrument. At dømme efter børnenes reaktion har de været tilfredse med koncerten. På vej ud fortæller en pige at det var godt ”fordi det var helt vildt”. Ud over Michael Jørgensen på guitar består SalsaMortale af Michael Holmberg på trommer og Lars Olsen lagde bunden med basguitar. Dermed er de det eneste band i verden hvor 66,6 procent af medlemmerne hedder Michael, påstår Michael Jørgensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...