EMNER

Bevægelse hos små partier

Omtrent midtvejs i en højst besynderlig valgkamp, som har været præget af til tider nærmest febrilske og ikke altid lige gennemtænkte milliardløfter og mere eller mindre personlige udfald, kan der være grund til at glæde sig over den smule bevægelse, der trods alt foregår mellem nogle politiske partier. I den sidste tid frem til udskrivelsen af folketingsvalget for bare 10 dage siden har der ellers være en tendens til at fremmane en betænkelig stemning af "dem eller os" som følge af den blokpolitik, som VK-regeringen jævnligt er blevet beskyldt for at føre sammen med Dansk Folkeparti. Og lige i de første par dage af valgkampen er det da også til dels lykkedes af føre "dem eller os"-linjen over på et noget uheldigt og meget lidt nuanceret spil mellem formændene for landets to største partiet, nemlig statsminister Anders Fogh Rasmussen for Venstre og statsministerkandidaten Mogens Lykketoft for Socialdemokraterne. I hvert fald er kampen mellem dem i løbet af bemærkelsesværdigt kort tid blevet udlagt som noget nær et præsidentvalg. Og sådan som det nærmest pr. tradition er kommet til at fyge med beskyldninger og modbeskyldninger fra begge lejre, skal man næppe med lige med det første vente en regering, bestående af Venstre og Socialdemokraterne, sådan som daværende statsminister Anker Jørgensen eksperimenterede med sidst i 70'erne. Men står V og S stille i hver sin lejr, er der unægteligt frieri fra andre kanter, først og fremmest mellem De Konservative og De Radikale. På sin side kunne konservative - tydeligst formuleret af miljøminister Connie Hedegaard - godt tænke sig at komme fri af Dansk Folkeparti for i stedet at indgå i en VKR-regering, for "set med regeringens øjne giver det nogle manøvremuligheder, som vi ikke har i dag", mens Marianne Jelved gør, hvad hun kan, for at "appellere til de konservative sunde politiske fornuft", som hun formulerer det. Egentlig er det tankevækkende, at store partier kan have en tendens til at stå fast og holde på sit, mens mindre synes helt anderledes i bevægelse. Og strengt tager står stejl blokpolitik næppe højest på de fleste vælgeres stemmeseddel.