EMNER

Bevægelse uden folk

Når omkring 200 EU-modstandere her i weekenden er samlet til landsmøde i Gladsaxe, bliver det startskuddet for Folkebevægelsen mod EU's valgkamp frem til valget til Europaparlamentet søndag 7. juni, "hvor 20 kandidater fra forskellige dele af det geografiske og politiske landskab er klar til en indsats for selvbestemmelse, demokrati og sund fornuft," som det hedder på folkebevægelsens hjemmeside.

I øvrigt bortset fra, at der tilsyneladende hverken er mange folk eller megen bevægelse tilbage. Folkebevægelsen mod EU ryger ud af parlamentet sammen med Junibevægelsen og Det Radikale Venstre, hvis valget holder, hvad en meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for netmagasinet Altinget.dk, forudsiger. Derimod vil SF fordoble sit stemmetal og hente tre af de danske mandater, mens Socialdemokraterne står til fire, Venstre tre, Dansk Folkeparti to og De Konservative et enkelt mandat. Nu er det vist sådan, at den, der lyves død, lever længe, så derfor skal ingen af de tre i farezonen dømmes helt ude, før virkelighedens vælgere har talt. Og de to skeptiker- og modstanderlister har hidtil klaret sig formidabelt på trods af, at deres modstandere har været langt mere økonomisk ved muffen. Men 37 år efter, at Danmark blev medlem af EF, som det hed i 1972, er stadig flere generationer af vælgere vokset op i de europæiske fællesskaber uden at have opdaget, hvor forfærdelige de er, ligesom danskerne i bred forstand i højere grad har accepteret globalisering på godt og ondt. Dansk Folkepartis EU-modstand gør det heller ikke lettere for de to "gamle" bevægelser, selv om udgangspunkterne er forskellige. Folkebevægelsen mener, "at Danmark bedst kan bidragte til fredeligt, åbent, ligeværdigt og forpligtende samarbejde mellem alle lande ved at stå uden for EU". Men bevægelsen har historien imod sig: EU var ikke nogen afgrund for dansk selvstændighed. Det har også SF konstateret - og derfor har folkesocialisterne bevæget sig, ligesom folket bevæger sig, mens folkebevægelsen bliver stående...