Bevægende baglæns livsrejse

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Benjamin Button møder en femme fatale Elisabeth, spillet af Tilda Swinton.

Film "Benjamin Buttons forunderlige liv" DEN DAG 1. Verdenskrig ender, bliver Benjamin Button født. Hans mor dør i barselsseng, og hans far kommer ilende hjem til chokket. Ikke bare chokket over, at hans elskede hustru er døende, men også over synet af det barn, der har kostet hendes liv. En rynket olding i babystørrelse. "Jeg blev født under usædvanlige omstændigheder", lyder filmens første ord - og det må man nok sige. Sådan begynder den på alle måder utrolige beretning om en mand, der lever sit liv baglæns og forlæns på samme tid. Det er ikke Søren Kierkegaards berømte udsagn om, at "livet skal leves forlæns, men forstås baglæns" - der er lagt endnu et lag på: Vores hovedperson lever livet forlæns, hvad erfaringer og lærdom angår, men hans krop lever baglæns, bliver yngre og yngre, mens livserfaringen hober sig op. Det lyder både skruet og kunstigt, men sådan er filmen ikke. Her tages den underliggende filosofiske tænkning både alvorligt og bogstaveligt, og filmen skaber en virkelig stor og ægte følelse af, at sådan må det være at være Benjamin Button. Filmen bygger på en novelle af F. Scott Fitzgerald, USAs store jazztidsforfatter, men man skal ikke langt ind i novellen for at opdage, at filmen folder novellens grundidé ud i romanstørrelse og løfter historien langt op over den kuriøse hvad-nu-hvis skæbnefortælling, novellen er. Det er tydeligt, at filmens skabere er blevet dybt fascineret af historiens nærmest bundløse perspektiv og dens indlysende mulighed for at skabe en beretning, vi alle kan spejle os i. Også Benjamin Button både møder og mister kærligheden, tabet, sorgen, lykken, døden - men det sker i en forunderligt poetisk og sorgfuld stemning. Det er en stor historie, der skal fortælles - et helt liv og med det en hel verdens historie fra 1918 og små 90 år frem. Det giver nogle komplicerede fortælletekniske greb, der både hjælper os med at forstå - og samtidig sætter nye mysterier op for os. Som f.eks. det store stationsur til banegården i New Orleans, der bliver indviet i filmens tidlige begyndelse, og som viser sig at gå baglæns - og ikke bare uret, men også den historie, der fortælles om dets skaber. Filmen er nemlig fuld af historier, nogle med meget stor humor, andre med den dybeste gru og sorg, men alle med en stærk, varm puls af ægte liv og blod. På sin egen måde en beretning, der bærer mindelser om "Forrest Gump" i stil og tone. En film, uden roman bagved, men i den store amerikanske romantradition, som vi også kender den fra John Irving. Det er livsklogskab fuld af sanselighed og med en stærk følelse for det bizarre og for skønheden ved tabets dybe smerte, en historie, det netop i kraft af sin særlighed, sætter tanker og følelser i gang hos én, åbner døre til følelser, man ellers havde gemt og glemt og pakket godt og grundigt ned. Det er smukt tænkt og udført som en firdimensional handlingscollage gennem tid og rum og sind. Det er en film, der har krævet fuld udnyttelse af al den magi, teknikken magter i dag - med maskeringsteknikker, computergenererede effekter og alt muligt andet. Der er ikke sparet på noget - og det virker. Så hvis man - som jeg - har det sådan, at man næsten ikke kan udholde tanken om endnu en film, hvor de kendte stjerner er maskeret gamle med rynkesminke og grånede bryn, så glemt det. Her bliver der gået helt til benet med det, så man meget snart glemmer, at det ikke er en 70-årig Brad Pitt eller Kate Blanchett - og siden en 16-årig ditto - vi sidder og ser på. Både i spil og kropssprog og diverse sminketekniske virkemidler er det så fremragende og konsekvent gjort, at vi køber den uden at skulle tvinge os selv til det. Og det er godt, for filmen står og falder med det. Brad Pitt er Benjamin fra de ca. 70 og nedad - indtil da spilles han blandt andet af Peter Donald Badalamenti II, en lille, spinkel oldingemaskeret mand med en vældig udstråling. Det er denne Benjamin, der vokser op/ned på det alderdomshjem, hvor hans fortvivlede knapfabrikant-far har lagt ham som hittebarn på trappen. Og det er denne Benjamin, der til sidst forlader alderdomshjemmet, da han bliver for ung til det, og tager arbejde på en bugserbåd, der siden skal sende ham verden rundt. Her transformeres han så til Brad Pitt, som giver overgangen og forløbet krop og psyke og ansigt i et langt, vanskeligt forløb. Hvordan virkeliggør man en kærlighedshistorie, der begynder, mens manden er næsten olding og kvinden en lille pige - som kulminerer, da de mødes aldersmæssigt et sted midtvejs - og som ender et sted i forløbet, hvor hun er blevet gammel og han er sunket ned i tidlig barndom. Der er så mange lag i den forestillingsverden, der vokser frem omkring sådan et tankeeksperiment, at man næsten må give op. Filmen træffer sine valg, og den gør det beundringsværdigt nøjsomt i forhold til alle de muligheder, der ligger lige til højrebenet - med et dødsleje på hospitalet i New Orleans som hele fortællingens indre akse, et dødsleje, hvor den voksne datter læser højt af en tyk, gammel dagbog for sin meget gamle døende mor, mens en orkan, vi kun kender alt for godt, samler styrke uden for hospitalets vinduer. Og det er netop her, filmens store episke styrke ligger - det genkendelige i det fantastiske. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Benjamin Buttons forunderlige liv" Originaltitel: "The Curious Case of Benjamin Button" USA 2009 Instruktør: David Fincher Manuskript: Eric Roth Efter F. Scott-Fitzgeralds novelle Fotograf: Claudio Miranda Klip: Kirk Baxter og Angus Wall Komponist: Alexandre Desplat To timer og 46 min., till. over 11 år. Danmarkspremiere i 42 biografer, bl.a. i Aalborg og Hjørring.