Bevar den danske kulturarv

Det er rystende, at forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet i bedste fald sætter spørgsmål ved nødven-digheden af at bevare den danske kulturarv og i værste fald sætter lighedstegn mellem det nationale og nationalisme. 30.1. blev Claus Haas og Bernard E. Jensen i Weekendavisen citeret for følgende udtalelser: "Skolen opdrager børnene til at være nationalister med det resultat, at vi har fået en borgerlig regering". - "Faktisk er danskheden under afvikling som følge af påvirkninger udefra, og derfor bør de kulturelle selvfølgeligheder ikke tages for givet i historiefaget. Man kan ikke gå ud fra, at folk forstår dem i et flerkulturelt samfund. Etniske danskere må forstå sig selv som én kultur blandt flere forskellige, ligeværdige kulturer i Danmark, ellers støder vi de andre fra os"! Man tror ikke sine egne øjne. Danskerne degraderet til én blandt mange etniske grupper med en kultur, der ikke er vigtigere end de andres! Jeg er dybt, dybt uenig. Danskheden er ikke under afvikling, og Danmark er ikke et multi-kulturelt land. Vi har forskellige etniske og religiøse grupper i landet, men det gør ikke Danmark til et multikulturelt land. Som skoleinspektør har jeg mange års erfaring med inte-gration af to-sprogede elever. Jeg byder nye to-sprogede elever og deres forældre velkommen med ordene: "Velkommen til Danmark. I er nu kommet til et land, hvis kultur hviler på et kristent grundlag. Det håber jeg, at I respekterer, ligesom vi respekterer jeres kultur". Det gør de. Selvfølgelig. For de kan da umuligt respektere et land og et folk, der ikke respekterer sin egen kultur. For øjeblikket underviser jeg en 8. klasse i historie, hvor der er seks to-sprogede elever, der er fuldt integreret rent sprogligt. De er dygtige og interesserede, og de suger til sig af undervisningen i dansk historie og dansk litteratur. For de er levende interesseret i at lære den danske kultur at kende. Skulle man undlade at undervise i disse emner, fordi der er elever med en anden etnisk baggrund i klassen? Nej, tværtimod. De lærer sandsynligvis ikke noget om dansk kultur derhjemme, for der får de selvfølgelig forældrenes kultur ind med modermælken. Det giver disse elever et fortrin, for de bliver fortrolige med to kulturer, og det har vi ofte glæde af i timerne. De skal lære den danske kultur at kende i skolen. Hvor ellers? Det drejer sig om sange, salmer, litteratur og historie, som den danske kultur gennem generationer er bygget op på, og som holder os sammen i et folkeligt og kulturelt fællesskab. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad eleverne lærer i skolen, og der er og skal være noget centralt, som eleverne skal lære. Den danske kultur hviler fortsat på de to søjler, arven fra det gamle Grækenland og kristendommen. Det er vor kultur, og den er den bedste for os. Sådan skal det være. Alt er og skal ikke være lige godt, for så bliver det ligegyldigt. For når man kender og er grundfæstet i sin egen kultur, har man intet besvær med at turde respektere andres ret til at have en anden kultur. Et kulturløst folk er også et rodløst folk, der ligger åbent for politiske og religiøse demagoger. Derfor må alle gode kræfter samles om at bevare og styrke den danske kultur, så danskerne, uanset hvor man bor, og hvem man er, har noget der samler og fortsat gør os til ét folk med én kultur, den danske. Derfor skal der laves en national kanon for litteratur og en konkret læseplan for historie. Det er alt for vigtige områder at overlade til selvbestaltede eksperter, der ligger under for tidsånden eller forsøger at skabe den. Arne Sloth Kristoffersen, Magnoliavej 41, Aalborg, er skoleinspektør på Bavnebakkeskolen i Støvring. E-mail: askr@stoevring.dk.