Bevar køkkener på plejecentrene

MADORDNING:Det diskuteres netop nu, hvordan plejecentrene skal drives i den nye Jammerbugt Kommune, og hvordan og hvor maden til beboerne skal laves. Det vil være ikke mindre end en katastrofe for miljø og atmosfære på hver enkelt plejecenter, hvis man fjerner denne vitale del af de ældres hverdag, som det er at dufte tilberedningen af deres måltider fra køkkenet, for i stedet bare at modtage en madvogn med færdigretter fra et centralkøkken. På plejecentrene kan de ældre i dag følge med i madlavningen, kigge ind i en verden der før var deres egen, glæde sig til den overraskelse det er at sætte sig til et vel tillavet måltid mad med store variationer. Nyde overraskelsen, når der er fødselsdag, og den enkelte har valgt dagens menu. Eller når personalet tryller en gang vafler i køkkenet til aftens kaffen, en lun leverpostej og en hjemmebagt bolle. Lad dog de ældre beholde det, der i deres hverdag er højdepunktet, i stedet for at fratage dem det som giver livskvalitet. Lad dem beholde det præg at et rigtigt hjem i de sidste år. Skal alting gøres op i økonomi,- husk dog på, at de ældre mennesker på vores plejecentre, er dem som har været med til at sørge for vores velstand i dag,- behandl vore ældre med respekt og omsorg, for det har de fortjent. I sidste ende, når regnestykket skal gøres op, så er der nok ikke den store besparelser at hente, til gengæld sikrer vi et godt miljø for beboere og personale på vores i øvrigt veldrevne plejecentre i Aabybro. Det er min overbevisning, at de ansvarlige i sammenlægningsudvalget vil lytte til argumenterne for at bevare de enkelte køkkenfaciliteter og være med til at bevare de hjemlige omgivelser, - husk dog på, dagens måltid er jo i sig selv et højdepunkt i en tilværelse uden de helt store oplevelser. Det er tilladt at tænke med hjertet.