Detailhandel

Bevar lukkelov

Vi har I Danmark verdens bedste lukkelov, og den skal vi bevare. Men nu falder - tilsyneladende- de sidste forsvarere af den fra.

HANDEL:Vi har I Danmark verdens bedste lukkelov, og den skal vi bevare. Men nu falder - tilsyneladende- de sidste forsvarere af den fra. De konservative har via deres erhvervsordfører meddelt, at de vil af med loven. Hvad vil de dog på den galej? Nu troede man lige, at vi dog havde de konservative til at holde fast i lukkeloven - det gamle parti, som tidligere stod detailhandelen nær, men ak, der er der tilsyneladende heller ikke længere plads til frie selvstændige købmænd. Det er uhyre skuffende, og jeg vil da meget gerne se, om det er afstemt med den konservative ledelse. Der er dog ifølge den sidste meningsmåling stadig 42 procent af danskerne, der gerne vil beholde lukkeloven, så set fra det synspunkt kan de konservative sagtens stå fast. Men de vil jo gerne konkurrere med det tidligere liberale parti, Venstre, storebroderen, som man har et meget ambivalent forhold til. Venstre har glemt næsten alle sine liberale principper, men med hensyn til lukkeloven holder man fast i de ultraliberale teser, der skal være total frihed. Væk er alle de gode tanker om de små enheder, det nære samfund, trygheden osv, nej, på det her område er der frit slag. Gerne åbent hele hele døgnet til skade for såvel ansatte som indehavere og til glæde for de store mastodonter i detailhandelen. I mange år havde vi også Socialdemokratiet med som garant for lukkeloven, og det var dejligt. Jeg er ked af at se, at den kamp er opgivet. Hvorfor dog? Vend dog tilbage til den gamle linie. Hvad skal vi dog med den ubegrænsede åbningstid? Nu kan butikkerne frit holde åbent fra kl 6. mandag morgen til kl. 17 lørdag eftermiddag, og desuden må butikker med en omsætning på under 30 millioner kroner holde åbent søndag. Hvad skal vi dog med mere? Vil vi virkelig have et fulstændig amerikanseret samfund, hvor butikkerne kan holde åbent døgnet rundt? Skal vi have et så fattigt samfund, hvor familien skal shoppe om søndagen for at få oplevelser? Vi har kun 37 timers arbejdsuge, så der er rigeligt med tid til at handle, så hvorfor skal vi gøre samfundet dårligere med sådan en udvikling? Det lader til, at de politiske partiers ordførere på det her område ikke har så meget kendskab til området, og jeg kan da næppe tro, at nogen af dem nogensinde har været beskæftiget med detailhandel, men jeg stiller mig meget gerne til rådighed med gode råd - det kan jeg se, at der er en del af dem, der har brug for.