Detailhandel

Bevar lukkelov

FORRETNINGER:Nogle politikere taler varmt for at ophæve lukkeloven. Det vil skabe mere dynamik, påstår man. Jeg forstår det simpelt ikke. Vi har i dag et broget handelsliv, hvor der både er plads til mega-supermarkedet, specialbutikken og den lille lokale købmand. Der plads til storcentre i de større byer, men også til et levende handelsliv i de mindre lokalsamfund. Det billede vil ændre sig, hvis lukkeloven bliver ophævet. Jeg er bange for, at mange mindre butikker må dreje nøglen og det lokale handelsliv dør. Til gengæld vil vi se de store butikker og indkøbscentre blomstre. Ved at ophæve lukkeloven vil vi fremme en udvikling, hvor det kan blive nødvendigt at transportere sig over lange afstande for at komme til megabutikken, blot vi skal købe en liter mælk. Og er det dét, vi vil? Der er ingen grund til hverken at lempe eller ophæve lukkeloven - med mindre man er en stor butik, som gerne vil blive større ved at kapre markedsandele fra de små. I dag kan alle butikker holde åbent hver eneste time fra tidligt mandag morgen til sent lørdag eftermiddag. Også i de sene aften- og midnatstimer. Kun lørdag aften og søndag er der særlige regler. Og der kan holdes åbent 20 søndage i løbet af året. Det må da være nok! Lad os dog i det mindste beholde søndagene, hvor vi som forbrugere slipper for indkøbsræset og kan koncentrere os om at være sammen med vore familier om gode oplevelser. Og husk, at også butikkernes ansatte sætter pris på at kunne holde fri, når deres familier holder fri. Politikere, der så varmt taler for at ophæve lukkeloven, får det til at lyde næsten reaktionært og bagstræberisk at forsvare de nuværende tilstande. Den nuværende lukkelov får næsten skyld for at forhindre butikslivet i at blomstre. Det forholder sig omvendt. Ved at give den lille lokale butik fordele sikrer den nuværende lukkelov et alsidigt butiksliv. Lad os bevare den nuværende lukkelov.