Stofmisbrug

Bevar sygehus

I 2001 blev jeg meget syg, min bugspytkirtel virkede ikke, mit levertal steg og steg, jeg blev indlagt på Sygehus Syd i Aalborg.

Her var jeg i ca. syv uger, røntgen, blodprøver, biopsi og meget meget mere. Jeg kunne ikke spise noget, og derfor tabte jeg mig meget. Efter de syv uger måtte lægerne give op. De kunne ikke hjælpe mig mere. Derfor blev jeg visiteret til indlæggelse på Hospice Aalborg. På Hospice var der ro og megen omsorg, men kvalmen fik man først bugt med efter ca. to måneder, så blev jeg kørt på sygehuset til undersøgelse, og her sagde de, jeg ikke skulle dø, men leve. Ingen kunne finde ud af, hvordan min bugspytkirtel igen virkede - omend ikke uden hjælp af indopererede stente. Jeg begyndte at blive ved bedre mod, lidt mad kunne jeg også spise, men der gik ekstra to mdr., så blev man enige om, at jeg skulle indlægges på Terndrup Sygehus til genoptræning. På Hospice var jeg blevet holdt smertefri ved morfin, ca. 10 mg. hver fjerde time døgnet rundt, der foruden havde jeg to plastre på brystet, som afgav lige så meget morfin, dvs. jeg var morfinist, så samtidig med genoptræningen skulle morfinen nedtrappes. Jeg vejede ca. 60 kg, min højde er 190 cm og normalvægten 90-95 kg. Min alder var 72 år. Jeg kunne ikke gå, ja, endda ikke selv rejse mig fra sengen, men nu begyndte genoptræningen. Fysioterapeuten var meget dygtig, men det gjorde forfærdelig ondt, men ganske langsomt kom kræfterne tilbage. Lægen fra Hospice kom flere gange på besøg for at hjælpe personalet med nedtrapning af morfinen. Den gode kost øllebrød med fløde, tykt smør på rundstykkerne, ekstra kost-tilskud - fik min vægt til at stige. Da jeg rejste hjem, vejede jeg ca. 70 kg. Den gode pleje, den effektive optræning, afrusningen, de mange besøg af familie og venner, gode ønsker og forbøn gjotde, at jeg efter syv uger kunne jeg komme hjem til Nørresundby, jeg gik selv op ad trappen til 2. sal, ja, undernes tid er ikke forbi. Nedlægning af Terndrup Sygehus vil være en katastrofe for Nordjylland. Den store viden og den professionelle optræning bliver ikke let at få andre steder. Jeg takker min Gud og alle på sygehus, hospice og ikke mindst Terndrup, at jeg i dag er 78 år og stadig frisk og rørig.