Fodbold

"Bhele" siger farvel med smil

Siyabonga Nomvethe - tryller i dag i den rød-hvide trøje for 87. og sidste gang. Han vil gerne med Sydafrika til VM næste år med Sydafrika som værtsnation.Foto: Grete Dahl

Siyabonga Nomvethe - tryller i dag i den rød-hvide trøje for 87. og sidste gang. Han vil gerne med Sydafrika til VM næste år med Sydafrika som værtsnation.Foto: Grete Dahl

AALBORG:Smilet er ikke til at tage fejl af. Han glæder sig. Siyabonga Nomvethe, 31-årig sydafrikaner og en af de mest populære AaB-spillere i fodbold, at dømme efter fanskarens altid ihærdige tilråb og klappen, når han gør sin entré på Energi Nord Arena i Aalborg, er på vej hjem. - Jeg glæder mig til at komme hjem, til min familie, til min bror og alle mine venner, siger han med glød i stemmen. - Jeg har haft tre fantastiske år i Aalborg, og jeg ser tilbage på tiden med stor glæde. - Jeg har vundet guld, (pokal) sølv og bronze med AaB, og jeg har spillet i Europa Cup. Og jeg har haft en flok fantastisk gode holdkammerater. - Men nu vil jeg gerne hjem. Derfor er han ikke bedrøvet over, at hans AaB-tid nu slutter. Og det skal forstås på den rette måde, for lidt vemod er der altid i at spille sidste kamp, for "Bhele's" vedkommende den 87. når han i dag er i startopstillingen i udekampen mod FC Nordsjælland. - Men det er ikke en "sad day". - Jeg er stolt over at have repræsenteret klubben gennem de tre seneste år, og at vi vandt mesterskabet i fjor. - Det har været en rigtig god tid for mig, men det er også blevet tid til at tænke på fremtiden. Siyabonga Nomvethe forestiller sig, at han kan spille topfodbold endnu i to-tre sæsoner, men hvor det bliver, er fortsat et åbent spørgsmål. - Nu tager jeg hjem, og så arbejder min agent med flere muligheder. - Men om det bliver i Sydafrika, i Europa, eller et helt andet sted, det ved jeg ikke. Det tager min agent sig af. Og rygter, som Nomvethe ikke vil bekræfte, går på, at Dubai måske er stedet, hvor de sidste fodboldpenge skal tjenes. Hvorvidt han har ambitioner om igen at komme med på det sydafrikanske landshold, som skal spille på hjemmebane i VM-slutrunden i 2010, siger han: - Det tænker jeg ikke så meget over. Nu skal jeg først og fremmest have en ny klub. Men jeg vil samtidig begynde at forberede mig til tiden efter fodbold, og det skal være nu, så jeg er klar til at lave noget andet om to-tre år, siger han. Og i afskedens stund sender han samtidig en varm tak til de mange AaB-fans, der altid har støtte ham. - Det har været dejligt, for de har været gode mod mig, siger Siyabonga Nomvethe - stadig med det lunefulde smil på læberne, som altid har karakteriseret hans væremåde og fremtoning, selv om han ikke altid har været førstevalg til en af pladserne på kanterne. Han har taget udfordringerne op i den rækkefølge, de er kommet, og derfor kan han også med god samvittighed takke af i dag i Farum og lukke et kapitel i sin karriere, han kun vil mindes med glæde, når familien er samlet i Sydafrika og hylder deres hjemvendte søn.