BI-bordtennis står med chancer for to sejre

Bordtennis 1. februar 2003 07:00

BRØNDERSLEV: BI's næstbedste bordtennishold kan spille sig op på andenpladsen i 2. division, hvis holdet slipper fra Sjælland med fire point i behold i weekenden, hvor modstanderne bliver henholdsvis Kvik, Næstved og HVKI, Hvidovre. BI møder i dag, lørdag, Kvik Næstved, der er 2. divisions bundprop, med kun et sølle point efter holdets første syv kampe. Søndag formiddag gælder det opgøret mod HVKI, Hvidovre, der i øjeblikket er på fjerdepladsen med seks point for syv kampe. BI indtager før weekendens to udekampe tredjepladsen, idet holdet har opnået 10 point i syv kampe. 2. division føres af VRI der har 13 point for syv kampe, mens OB er på andenpladsen med 12 point, men for otte kampe. - Vi besejrede såvel Kvik Næstved som HVKI, Hvidovre i første turneringshalvdel, så vi har sat snuden op efter point igen denne her gang. Vi bør kunne vinde i Næstved, mens søndagens kamp i Hvidovre er lidt mere åben, idet man aldrig ved hvad HVKI stiller med, når holdet spiller på hjemmebane. De har flere rutinerede spiller, der ikke så gerne tager de lange ture til udekampene men er klar, når det gælder hjemmekampe. - Det er ikke utænkeligt, vi kan vinde begge kampe, men umiddelbart vil jeg være tilfreds med at slippe fra Sjælland med to point. I øjeblikket ligger vi placeret i top tre, og det er en placering, vi kan være tilfredse med. I det hele taget har 2. divisionsholdet hidtil spillet en god sæson, siger Jan Lynge Jensen fra BI-Bordtennis. BI stiller med uændret hold til de to udekampe, og holdet består af kvartetten Carsten Jensen, Brian Hansen, Caspar Birk og Jesper Kronborg. P.S.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...