BI-damer vinder af Aalborg Cup

BRØNDERSLEV:BI-Håndbolds bedste damehold i håndbold har deltaget i Aalborg Cup. Det blev en glædelig oplevelse for serie 1 holdet, der vandt alle kampe og således også hele turneringen. Først blev Vaarst-Fjellerad besejret med 21-12 i en kamp, hvor der på ingen måde var spænding om udfaldet. Dernæst spillede BI's damer mod HK Star Aalborg, som blev slået med 26-14. I finalen gjaldt det AIK Vejgaard, som BI besejrede med 20-16. BI stillede op med syv seniorer og desuden fem ynglinge fra det nu opløste dameynglingehold. De fem ynglingespillere var Hanne Mathiesen, Jill Hasselgren, Nina Sander, Stine Moselund og Helene Hundrup, og de gjorde det alle glimrende. Der er ingen tvivl om, at de har mulighed for at spille sig på førsteholdet, hvis de vælger at blive i klubben efter at dameynglingeholdet er opløst. Roses skal også de to trænere, Michael Ericsson og Søren Nørgaard, som har arbejdet godt trods modgang i form af skader og nederlag. Deres indbyrdes samarbejde og spillernes indsats skal bane vejen for en god anden halvdel af sæsonen.