BI-drengene gav fodbolden baghjul

BRØNDERSLEV:Drengene fra BI - både de små og de voksne - viste i går, at de kan andet og mere end at spille fodbold. I en time cyklede de i Brønderslevs midtby for at trampe penge hjem til klubben. De gav fodbolden baghjul - men altså kun for en stund. Tempoet var højt, og de 40 deltagere fik hurtigt sved på panden. Og Bredgade med de toppede, drilske brosten sled på kræfter og energi. - Det hårdeste er brostenen, lød meldingen fra samtlige ryttere. Klokken 10.30 blev rytterne sendt afsted. Egentlig skulle løbet være skudt afsted. Men startpistolen svigtede. Det forhindrede dog ikke de ivrige drenge i forreste række i at sætte fra land. Og kun få minutter var gået, inden den første rytter var tilbage ved målområdet efter første runde. Nikolaj Christiansen var ikke længst fremme i feltet. Og det skyldtes bestemt ikke rytterens formåen, men derimod den gamle, tunge budcykel, som han knoklede for at drive frem i gaderne. Han havde dog heller ikke selv valgt køretøj. - Det har min arbejdsplads, smilede han og pegede på Trælastens reklameskilt. Brønderslev Trælasthandel var samtidig hans sponsor. I cykelfeltet deltog også tre politikere, nemlig borgmester Jens Arne Hedegaard, der iøvrigt inden start nåede to bryllupper - og måske af samme grund havde sved på panden, allerede inden han kastede sig på cyklen. Byrådsmedlem Karsten Frederiksen og amtsrådsmedlem Thomas Krog havde ligeledes indvilget i at deltage i BI-løbet. Målet med løbet er at køre penge hjem til foreningens arbejde, men formand for fodboldafdelingen, Flemming Holm, fortæller, at det for BI også handler om at trække folk til midtbyen - og på den måde skabe aktivitet til fordel for sponsorer. - Målet er også at få aktiveret ungdomsspillerne, så de ikke kun samles om fodbold, men også prøver andre ting sammen. tilføjer han.