BI-Håndbold uden formand
Håndbold-formand mener håndbolden overses
Esben Heine
Klaus Riis Klæstrup: - Håndboldafdelingen tages ikke alvorligt. Foto: Kim Dahl Hansen
21. april 2017 20:55

BRØNDERSLEV: Heller ikke i Brønderslev Idrætsforenings håndbold-afdeling er det lykkedes at finde en ny formand. På generalforsamlingen fredag aften stoppede Klaus Riis Klæstrup efter fem år.

I to måneder har BI-Fodbold med 700 medlemmer stået uden formand, og der arbejdes stadig på at finde en formand for denne afdeling.

Der er forud for generalforsamlingen arbejdet ihærdigt for at finde en afløser, men alle er sprunget fra.

Der skal nu i den kommende tid arbejdes på at finde en formand, og lykkes det, indkaldes der til en ekstra generalforsamling.

Nyvalgt til bestyrelsen blev Karina Imer, der afløser Ole Hansen. Kasserer Lone Uggerby og næstformand John Andersen genvalgtes.

Klaus Riis Klæstrup lagde ikke skjul på, at han er utilfreds med samarbejdet med forretningsudvalget.

- Samarbejdet kunne være bedre, sagde Klaus Riis Klæstrup. Det gælder blandt andet lokaleudgifter og eventuel dækning af disse udgifter. Gang på gang bliver en afgørelse udskudt. Vi kan tydeligt mærke, at vi ikke kommer nok på BI-Centeret til, at forretningsudvalget vil lytte til os.

- Derfor har jeg som formand også valgt at trække mig fra dette bestyrelsesarbejde. Jeg føler ganske enkelt ikke vi bliver taget seriøst, udtalte Klaus Riis Klæstrup.

Klaus Riis Klæstrup har valgt at udføre et arbejde i Idrætssamvirket Brønderslev, ligesom han går ind i politik.

- Jeg vil arbejde for, at idrætten får større opmærksomhed i Brønderslev Kommune end i dag, sagde han.

Hovedformand Kim Glad Andersen indrømmede, at der ikke altid har været enighed i hovedbestyrelsen.

- Men det er fint at sige sin mening, fremfor bare at nikke ja, sagde Kim Glad Andersen.

Generalforsamlingen besluttede at udvide bestyrelsen. Nyvalgt blev Max Lyngby, Steen Hjulskov og Lars Knudsen.

Udvidelsen sker, for at fordele arbejdsopgaverne på flere personer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.