BI har en plan
Nyt koncept skal gøre det mere tillokkende at spille fodbold i BI

Ungdomskonsulent Jan Larsen og fodboldformand Søren Malmberg er klar til udfordringerne. Privatfoto
BRØNDERSLEV:FC København har en plan, og det har FC Barcelona også. Nu har også Brønderslev Idrætsforening en plan.
BI-Fodbold har præsenteret et nyt koncept, der skal udvikle klubben i positiv retning. Planen skal fastholde spillere og lokke nye til.
Det sker ved at have bedre tilbud til spillerne.
I dag oplever BI, at klubber som FC Hjørring og FC Jammerbugt går på fiskeri efter spillere.
- Vi har en aftale om, at de bedste spillere får mulighed for at spille i AaB, og det er der efterhånden en del, der har fået, siger fodboldformand i BI, Søren Malmberg.
Det har også stor betydning, at der kan spilles fodbold året rundt, når en kunststofbane 1. oktober står klar på BI-Centeret.
- Vi er ikke FC København eller FC København, men derfor kan vi jo godt stile højt. Faktisk er det ikke tilfældigt, at FC København og FC Barcelona er blevet så dygtige, som tilfældet er, siger Søren Malmberg.
BI’s mål er en dag indenfor de nærmeste år at kunne stille med et hold i jyllandsserien for både herrer og damer, og endda i den bedste halvdel. I dag spiller begge hold i serie 1.
Det nye koncert er præsenteret for alle trænere. Det får indflydelse for alle.
- I børneafdelingen, der går lige fra U6 til U11, er der ansat en børnekonsulent, nemlig Kenneth Kjærsgaard. Han skal vejlede klubbens trænere. En del af trænerne er på kursus eller bliver tilbudt at komme de, så de er godt rustet, siger Kurt Poulsen fra BI-Fodbold.
I ungdomsafdelingen er ansat Jan Larsen som ny ungdomskonsulent. Hans overordnede ansvar er at sørge for implementering af konceptet i U12 til og med U15 samt overdragelse til U17.
Fra U17 og op er det afdelingstræner samt første holds seniorholdstræner, der i samarbejde varetager konceptet.
- I herreafdelingen er der som noget nyt ansat en U21 træner, som skal træne om mandagen.
Spillerne på holdet skal bestå af et par stykker fra U17, fire-fem fra U19 afdelingen, og resten skal bestå af unge seniorspillere. Dette skal ses som en ekstra udfordring.
Målet er, at ungdomsholdene bliver repræsenteret i mesterrækkerne.
- Det mangeårige princip om, at det skal være sjovt at spille fodbold, røres der ikke ved. Men der skal være muligheder for dem, der vil mere.
- De, der vil træne tre gange om ugen, får mulighed for det, og dem, der ikke vil træne så mange gange, skal også have den mulighed.
- Princippet er som , at med bredden kommer eliten, siger Kurt Poulsen.
I BI skeler man til FC Barcelona, der i december 2012 formåede at stille et hold i den bedste spanske række med spillere, som alle havde været gennem egne ungdomsrækker.
- Det er ikke tilfældigt, at de er blevet så dygtige som de er. Vi bliver ikke så dygtige, men vi kan nå et stykke a vejen.
Der er i dette forår et budget på 130.000 kr. til uddannelse af trænere.
- Så det kan siges, at vi investerer rigtig meget i at gøre vores klub så attraktiv som muligt, siger Søren Malmberg.
BI-Fodbold er næststørste klub i Nordjylland med 700 medlemmer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.