BI puljevinder med en storsejr

Første kredskamp mod AaB

BRØNDERSLEV:Uden nogen former for prangende spil, kunne BI’s nyoprykkere slutte sæsonen i serie 3 med en komfortabel 5-0 sejr ude over nedrykkerne fra Lundergård. Med sejren slutter BI som puljevinder, og det betyder, at holdet skal ud i første kredskamp på søndag, hvor modstanderne bliver AaB på udebane. BI snuppede førstepladsen foran Hjørring IF, og det må siges holdet har haft en flot sæson med 17 sejre i 22 kampe, tre uafgjorte og blot to nederlag. BI misbrugte tre-fire gode scoringsmuligheder i Lundergård inden for det første kvarter, og i det hele taget var spillet ikke så sprudlende som sidst mod Frederikshavn. I slutminutterne af første halvleg fik Lundergård først én udvist med gult, siden måtte endnu en spiller samme vej, men sidstnævnte havde lige et par bemærkninger til dommeren, herefter blev det gule kort blev vekslet til et rødt, Lundergård måtte således spille mere end en halvleg i undertal, og allerede fem minutter ind i anden halvleg fik BI tilkendt et straffespark, som Henrik Karlsen dog tillod sig at brænde. Små 10 minutter senere lykkedes det dog endelig BI at få hul på bylden, da Tonny Kjærgaard halvflugtede en ripost i nettet til 1-0. Herefter ændrede kampen karakter, idet BI overtog styringen i takt med Lundergård faldt sammen. Henrik Karlsen gik solo forbi tre-fire forsvarsspillere, og loppede efterfølgende bolden over målmanden til 2-0. Fem minutter senere headede Tonny Kjærgaard et indlæg i mål til 3-0, og de to sidste scoringer blev sat ind af Mike Kjærgaard - slutmålet til 5-0 på et hovedstød. P.S.