BI serie 3 ud i to afgørende opgør

BRØNDERSLEV: De kommende to spillerunder bliver af stor betydning for BI serie 3 i fodbold, hvis første opgave bliver i dag på udebane mod V. Hassing. Efter V. Hassing gælder det hjemmekampen mod arvefjenden Ø. Brønderslev, og da alle tre mandskaber er bejlere til de to oprykningspladser, er der tale om to særdeles vigtige kampe. BI har tabt terræn i toppen efter to kampe i træk uden sejre, men holdet er forsat på tredjepladsen med 27 point. Det samme har V. Hassing eftersom holde tabte til GVL Løkken, der ligeledes hænger på i topstriden. - Spillet har ikke rigtig kørt for os de seneste par kampe, og det hænger nok sammen med den turbolens der har været omkring trænerskiftet for førsteholdets vedkommende. Vi har fået snakket tingene igennem, og det kan vi så håbe afhjælper situationen, siger BI-træner Knud Erik Kristensen. Der bliver påny ændret lidt i BI’ernes opstilling. Michael Sletten er forhindret, og der er spørgsmålstegn ud for Karsten Riise, der blev knæskadet i sidste minut mod Biersted. Chris Jespersen er rykket op på førsteholdet, hvorfra til gengæld Knud Erik Kristensen får Christian Hardahl. Endelig er der come back til Jan Grønning, som ikke har været i kamp i to uger. P.S.