BI sikrede sejren i tillægstiden

BRØNDERSLEV: På et mål i dommerens tillægstid sikrede BI serie 2 i fodbold en hjemmebanesejr på 4-3 over Skjold, Sæby, og hermed er BI nu på førstepladsen med 10 point - samme antal point som Birkelse. Første halvleg endte 1-0 til Sæby, men straks i anden halvleg udlignede Peter Dalsgaard til 1-1 for BI efter et godt gennemspillet angreb. Jonas Jensen øgede til 2-1 for hjemmeholdet på et fladt skud ved fjerneste stolpe, og da det siden blev 3-1 på mål af netop indskiftede Rune Lysgaard, syntes kampen afgjort. Der manglede på dette tidspunkt godt et kvarter af kampen, men da Jonas Jensen blev udvist i 10 minutter efter et gult kort, blev der vendt op og ned på tingene. Det blev 2-3 på et selvmål, da Rune Carlsen i BI-målet ville bokse væk, men bolden ramte Jacob Hørbye i nakken og trillede i mål. Sæby fik siden udlignet til 3-3 på et hovedstød efter en dødbold. I kampens døende sekunder fik BI imidlertid tilkendt et frispark 20-25 meter fra mål. Jacob Hørbye øjnede chancen, og sendte efterfølgende bolden op i det ene målhjørne til 4-3. Kort efter fløjtede dommeren kampen af, og efterfølgende var der naturligvis vild jubel i BI-lejren. P.S.