BI spillede uafgjort

Fodbold 5. juni 2003 08:00
BRØNDERSLEV: BI's serie 3 i fodbold kunne med en sejr i den udsatte hjemmekamp mod bundholdet Nørhalne havde spillet sig tilbage på andenpladsen, men med blot uafgjort 1-1, er BI'erne fortsat kun på den fjerdeplads, som holdet var i besiddelse af inden kampen. BI-træner Knud Erik Christensen er resultatmæssigt ikke tilfreds efter kampen, men omvendt havde Nørhalne akkurat lige så mange chancer som hjemmeholdet, hvorfor det uafgjorte resultat faktisk var ganske retfærdigt. BI spillede svagt i kampens første kvarter, og det udnyttede Nørhalne til at bringe sig foran 1-0, hvilket blev første halvlegs slutresultat. I begyndelsen af anden halvleg udlignede Kurt Nielsen til 1-1 for BI, der kampen igennem havde det meste af spillet, men ind imellem også lod Nørhalne komme til chancer. - Vi mangler skarphed fremme i angrebet i øjeblikket. Vi havde et par meget store tilbud der blev misbrugt, og så ramte Chris Jespersen overliggeren i anden halvleg. Nørhalnes målmand stod en god kamp, og så fightede gæsternes flot kampen igennem. De var trætte til sidst, men vi formåede ikke at udnytte situationen, er BI's træner Knud Erik Christensen objektive vurdering. BI's næste kamp bliver mandag, hvor det på udebane gælder opgøret mod GVL Løkken, og i sidste kamp inden ferien er Hjallerup modstander. P.S.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...