BI-træner Erik Borup skifter til Vadum

Træner mener, at BI-Håndbold bør søge en samarbejdspartner

Ef­ter blot en sæ­son, skif­ter Erik Bo­rup fra BI til Vad­um. Pri­vat­fo­to
Håndbold 6. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Det er foreløbig blot blevet til sølle to point i 20 kampe i spidsen for BI’s håndboldherrer i jyllandsserien, og derfor er det ikke overraskende at træner Erik Borup fra næste sæson søger nye udfordringer. Erik Borup er blevet kontaktet af Vadum, og har underskrevet en etårig kontrakt, der betyder at han får ansvaret for klubbens herrehold, der i øjeblikket er med fremme i toppen af serie 1, med mulighed for oprykning til jyllandsserien. Der bliver tale om et comeback til Vadum, idet Erik Borup tidligere har stået i spidsen for denne klubs bedste ynglingehold. - Vadum forsøger fra næste sæson at samle en række spillere fra ynglingetiden. Disse spillere har de seneste sæsoner været spredt rundt om i andre klubber, men er nu på vej tilbage til Vadum, hvor jeg og flere andre ledere fra de samme spilleres ynglingetid, skal danne fundamentet. - Spillerne er i dag i alderen 19-23 år, og har givet hinanden håndslag på at de vil træne for fuld styrke. Træningen begynder allerede 1. maj, og jeg er allerede begyndt at glæde mig til udfordringen, fortæller Erik Borup. Erik Borup siger ikke helt farvel til barndomsklubben BI, idet han påtænker at tage en tørn som træner i klubbens ungdomsafdeling, hvor hans egen datter skal spille. - Det er ingen hemmelighed, at herrehåndbolden i BI i disse år har svære betingelser. Spillertruppen er smal, og jeg tror fremtiden skal bygges på samarbejde med andre klubber. Det ville være nærliggende at tage kontakt til naboklubben Ø. Brønderslev, i forsøget på at lave et slagkraftigt herrehold, vurderer Erik Borup. Hvem der afløser Erik Borup på trænerposten i BI, er efter hvad NORDJYSKE erfarer, endnu ikke afgjort. P.S.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...