Aalborg

BI vil gerne slutte med sejr

BRØNDERSLEV:Brønderslev Idrætsforening kredser stadig omkring nedrykningsstregen i fodboldens jyllandsserie, og det samme gør Kvik, som er BI'ernes modstander på udebane i aften i forårsturneringens sidste spillerunde. Hidtil er det blot blevet til tre sejre til Brønderslev-mandskabet i de 12 kampe, der er spillet i løbet af første halvdel af sæsonen, og den fjerde af slagsen skal helst ind på kontoen mod Kvik, der inden det indbyrdes opgør er et enkelt point foran BI'erne. Kvik står noteret for 13 point, hvilket rækken til en placering som femte sidst, mens det er Brønderslev-spillerne, der i øjeblikket indtager den fjerde nedrykningsplads med beskedne 12 point. - Det er forårets sidste kamp, og det er klart, at det vil lune med en sejr. Den vil sende os op over nedrykningsstregen, og det tror jeg vil have stor psykologisk betydning for holdet. - Kvik er et godt hold på hjemmebane, så der venter os en svær kamp. Omvendt mødte vi dem for to sæsoner siden i serie 1, hvor vi dernede vandt 3-0, fortæller BI's holdleder Steen Hessellund. BI-træner Carsten Søgaard må se bort fra Kim Pedersen, der er forhindret, samt Jacob Pedersen der er røget ind i karantæne efter to gule kort sidst i 1-1 kampen mod topholdet Vejgaard. Der bliver spilletid til Anders Klæstrup og Henrik Karlsen, der begge sad på bænken mod Vejgaard, og nye på reservebænken bliver Jack Kjærgaard og Rune Lysgaard - Vi gjorde en god figur mod Vejgaard, der navnlig på det fysiske plan gav os hård kamp. Det bliver spændende, om vi kan stå distancen mod Kvik, der har hjemmebane under beskedne og intime forhold på Hvam-kanten, siger holdleder Steen Hessellund forud for aftenens kamp, som han og de øvrige, der tager turen med BI-mandskabet, ser frem til med stor spænding.