Bibelen, Frøken Jensen og en gammel Nimbus

Mejeriejer N. H. Lindhardt har gjort sit til at gøre Ryaa kendtuden for kommunen

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Niels Henrik Lindhardt er en god fortæller, og det har både turister og lokale fornøjelse af et par gange om ugen. Her er en gruppe på besøg i mejeriets konditori, hvor bl.a. mejeriets store nummer, islagkager, dekoreres.Foto: Bent Jakobsen

Både McDonald’s og Kærgården spiller i kulissen en rolle for, at Ryaa er kendt langt ud over kommunegrænsen. Ganske vist ikke absolut som by eller å - men som Ryå med bolle-å og efternavnet Is: Mejeriejeren på Aabybro Mejeri, N. H. Lindhardt, var fascineret af burgerkæden, der kunne gå world-wide med bare ni varenumre, så det gav inspiration, og da Kærgården kom på markedet, skulle mejeriet finde på noget andet at lave end Lurpak-smør, for folk ville simpelthen hellere have den smørbare blanding. Det blev til Ryå Is. Godt nok med den forskel, at det gamle vandmejeri for længst har slået burgerkæden og har over 100 varenumre, og at der stadig kærnes smør på mejeriet. Endda efter gammeldags principper, for selv om Niels Henrik Lindhardt kun er fra 1963, så er han for det gamle. Ikke fordi han er det mindste ræd for nyt, men fordi han synes, at det er fjollet at forkaste noget, der er godt - og endda ikke bare godt nok men fremragende - bare for at få nyt. Det gælder mejerimaskiner, selv om Aabybro var det første mejeri på egnen, der fik en mælketankvogn, og det gælder den gamle blågrå Victoria motorcykel fra 1954, som han fik som 16-årig og kørte på markerne bag mejeriet, og som han stadigvæk har. Okay - ved siden af en mere strømlinet og langt yngre BMV - en R100RT, hvis det måtte sige nogen noget - men også side om side i garagen med en jævnaldrende, sort BMV med sidevogn og ikke mindst Humlebien, den gamle, danske Nimbus, som nærmest er at betragte som en slags firmavogn. Sidevognen er nemlig en fin, firkantet kasse, godkendt af veterinærmyndighederne til tøris og især flødeis. Med en smilende smiley på indersiden af låget. - Jamen jeg kan da godt lide at køre på de nye maskiner, siger N. H. Lindhardt, men det er som om det skal gå lidt stærkere, så det kan være svært at følge med. Så er det anderledes charmerende at køre på de gamle. Og det er kørslen, der tæller. Mejeristen skruer ikke på sine motorcykler. - Jeg kan høre, om de går, som de skal, men jeg lader andre om at skrue på dem, siger han. Jeg er mejerist og kan bedst lige at gå i hvidt tøj og have rene fingre. Og med den oplysning - og fordi det så at sige skinner lige i øjnene - kan man næppe overraskes over Lindhardts næste udsagn: - Men jeg pudser på dem. Det er en slags faglig stolthed og noget af det samme som inde i mejerihallen. Der skal se ordentligt ud, selv om der ikke kommer ret mange. Det meste er rustfrit stål, og det skal jo gejles, så det skinner, og det er det samme med sådan en gammel motorcykel. Den skal også gejles. Men skal ret være ret, så kan N. H. Lindhardt faktisk godt stramme en kæde på de cross’ere, som sønnerne på 10 og 13 år er ret ferme til at håndtere. - De har både mælk og benzin i årerne, mener drengenes stolte far. To gode bøger Selv begyndte han i mælkebranchen som 15-årig, og 20 år gammel var han landets yngste mejeritekniker, men hvad han ved om sit fag, rækker længere tid tilbage og langt ud over både sogne- og landegrænsen. Som mejerist i England, Pakistan, Rumænien og Island - der var han på landets største isfabrik - havde han en vis ballast, da han forestillede sig, at han skulle lave is i weekenden på det fædrene mejeri i Aabybro og stadigvæk ellers passe sit job i det daværende Mejeriselskabet Danmark. Men det greb om sig med isen - og på et tidspunkt var det nemmere at flytte forældrene end ham selv fra mejeriet, som han siger, så han tog over i 1997. Og er altså ejer af et af de blot fire ismejerier, der er tilbage af de 142, der var i Danmark under besættelsen. Kvalitetsprodukt, siger kendere om Ryå Is. Og det skulle være såre godt. Mejeristen selv synes, det er et irriterende og forfejlet udtryk. For hvad er kvalitet? Er det, hvad de fleste kan lide, eller er det, hvad særlige smagsdommere beslutter? - Det kommer jo an på, hvad man kan lide. Kan man nu ikke lide vores is, så er det jo ikke kvalitet for den person. Nej, siger han, vi laver et håndværksprodukt, som vi selv - både mig og mine medarbejdere - kan lide. Det meste er vaniljeis, men det er - som nævnt - ikke, fordi mejeristen ikke er for noget nyt. Appelsin og chili f.eks., eller den energitætte is til småtspisende, sorbet’en til folk med beskadigede spytkirtler eller kærnemælkssofticen. Og nougatisen af hensyn til tandlægen. - Han beklagede sig over, at folk er blevet så gode til at børste tænder, så han spurgte, om jeg ikke kunne lave en is med nougat, så de brækker dem og giver ham noget at lave, fortæller N. H. Lindhardt. Ikke blot til Deres udsendte men både tirsdage og onsdage, når der er henholdsvis Limfjordsfortællinger og Træfpunkt på Aabybro Mejeri. - Hvad jeg fortæller om? spørger mejeristen polemisk og mest, tror vi, for at få nævnt, at han er en god missionsmand: Jeg fortæller helt fra Bibelen og op til i morgen, siger han. Bibelen og Frk. Jensens Kogebog for resten. Med de to bøger kan man komme langt, mener han. - Gi’ mig styrke... Gi’ mig rosinkage, reciterer han litterært og understreger, at også mejerifaget har sin plads i Bibelen: - Tryk på næsen, og det bliver til blod... tryk på mælken, og den bliver til ost! Og så kommer det med gravalvorlig mine ud mod tilhørerne i mejeriets showroom: - Men når I nu går hjem og slår op, kan I se, at det ikke passer, hvad vi mejerister har lært... Nu hedder det: Tryk på mælken, og det bliver tykmælk... (Ordsprogenes Bog, kap. 30, vers. 33)