Bibelmaraton med indlagte depoter

Det tager efter planen halvandet år læse en af verdens største bøger, bid for bid

Bislev 3. september 2002 08:00

NIBE: Bibelen, Biblen, kært barn har mange navne, men sikkert er det, at provsten og de fire menige kvindelige præster i Nibe Kommune i denne måned indleder, hvad de kalder en "bibelmaraton", hvor deltagerne frem til julen næste år efter planen læser hele det digre værk bestående af de to hoveddele: Det Gamle og Det NyeTestamente. - Bibelen er en kendt bog, men det er nok de færreste, der har læst den, som man læser en roman, fra første til sidste side, forklarer sognepræst i Bislev, Lotte Lyngby Nielsen. Det er målet med bibelmaratonen, at deltagerne får læst hele værket. Det er et fællesprojekt for alle kirker i Nibe Kommune, og forløbet strækker sig over halvandet år, hvor deltagerne bid for bid får læst sig igennem den bog, som fortsat præger danskens kultur og horisont. Som i et almindeligt maratonløb er der i forløbet udlagt såkaldte "depoter". To gange om måneden får maratonlæserne lejlighed til at mødes til samling i Nibe Kirke, hvor præster eller sognemedhjælpere kort uddyber, hvad det er for en skrift i Bibelen, de læsende netop nu beskæftiger sig med. Det er ikke tænkt som lange foredrag, men som en appetitvækker til at gå hjem og læse næste afsnit af den store bog med den store betydning. Provsten og præsterne håber, at projektet vil samle læsende fra hele kommunen, nybegyndere såvel som erfarne bibellæsere. Næste forår vil de læsende samle sig i større flokke i kommunens kirker, så maratonlæserne får set alle otte kirker undervejs på "distancen".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...