Bibliotek renoveres efter skade

TREKRONER:Et sprængt vandrør i biblioteket på Trekronerskolen fører nu til, at lokalet renoveres for 125.000 kroner. En del af gulvet har været brækket op i forbindelse med reparation efter en sprængnings-skaden. Det vil koste 50.000 kr. at udskifte gulvet, rørskaden 25.000 kr. og en tiltrængt udskiftning af vinduerne 50.000 kr., altså en samlet udgift på 125.000 kr. Bygningsinspektør Per Nielsen anbefaler, at pengene tages fra en konto, hvor der står 125.000 kr. til energibesparende foranstaltninger på skolen. - Disse penge blev afsat i budget 2004, men blev ikke anvendt. Et ønsket varmestyringsanlæg ville dengang koste 250.000 kr., og det var der ikke penge til. Trekronerskolen håbede, at der kunne afsættes de resterende 125.000 kr. på budget 2005, men det var politikerne ikke enige i.