Biblioteker

Bibliotek udlåner også cd-skiver

Nu kan man surfe en tur på internettet eller låne en videofilm med hjem

LØGSTØR:Ved overgangen til 2003 gennemførtes de sidste bestemmelser i den nye bibliotekslov. Herefter skal alle landets folkebiblioteker kunne tilbyde landets borgere et bredt udvalg af de nye biblioteksmaterialer, som er musik, cd-rom og internet med mere. - På Løgstør Bibliotek har vi brugt de sidste par år til at opbygge samlingerne, og biblioteket råder således ved årsskiftet over en samling af godt 2000 musik cd"er og 500 cd-rom titler, fortæller ledende bibliotekar Bo Jacobsen. Biblioteket tilbyder også adgang til internettet for såvel børn som voksne. Endelig har biblioteket opbygget en samling på over 200 videofilm, hvor man specielt har satset på kvalitetstilbud til børn. Alle landets borgere får ved årsskiftet 2002/2003 mulighed for frit at låne de nye biblioteksmaterialer, såvel i hjemkommunen, som på alle landets øvrige biblioteker. - Hvis borgene i Løgstør Kommune i stort omfang begynder at låne direkte på biblioteker i andre kommuner, kan disse dog sende en regning via den mellemkommunale betaling til Løgstør, Bo Jacobsen. - Jeg håber dog, at vi har fået opbygget en så god samling her i kommunen, at dette ikke bliver tilfældet. - Bøgerne er dog fortsat vores vigtigste kerneområde og bliver ikke nedprioriteret, oplyser Bo Jacobsen. - I samarbejde med vores lokale boghandler, har vi indført en række nye procedurer, der gør os i stand til at være meget aktuelle og endda præsentere årets væsentligste bogudgivelse allerede på selve udgivelsesdagen. Biblioteket arbejder også meget bevidst med at gøre samlingerne så præsentable som muligt og med at målrette dem mod lokalbefolkningens ønsker og behov. Foruden Jean Auel: "Folket i klippehulerne", som har været årets mest efterspurgte titel, ligger Anne Marie Løn: "Hvis barn ..." og Jacob Ejersbo: "Nordkraft" lige nu højest på lånernes ønskeliste.